Vis artikeloversigt
Markedskommentar fra Spekulant.dk - uge 5
af Stump (04/02/2002 @ 23.15)
Det blev en særdeles urolig og meget speciel uge på de internationale aktiemarkeder. Ugen startede for så vidt helt normalt og "lige efter bogen" om mandagen: Det amerikanske marked forsøgte at komme op igennem sin kortsigtede modstand (1960 Nasdaq, 9900 DOW og 1140 S&P 500), og da det ikke lykkedes, korrigerede markedet tilbage til en kortsigtet støttelinie (1925 Nasdaq og 1125 S&P 500). Her fandt markedet støtte igen, og begyndte derfor kort før lukketid nok en march op imod modstanden.
Denne march fuldendte markedet tirsdag kort efter åbningstid, blandt andet trukket af positive økonomiske nyheder i form af meget flotte tal for hussalget i 2001 samt en stigning i forbrugertilliden i januar, som lå lidt over markedets forventninger. Modstanden holdt imidlertid igen, og derefter blev markedet ramt af en sand syndflod af salgsordrer, som drev det lige ned igennem diverse støtteniveauer. S&P 500 blev endda drevet ned til et nyt lavpunkt for bevægelsen i ca. 1100.
De kraftige udsalg fortsatte onsdag, lige indtil markedet ramte noget, som ifølge kloge folk skulle være den næste hypotetiske støttelinie (1850 Nasdaq og 1080 S&P 500). Her foretog markedet et pludseligt retningsskift og steg resten af dagen, lige så brat, som det var faldet de foregående 1½ handelsdage. Denne bevægelse tog yderligere fart efter at FED som alle havde ventet lod renten være uændret og samtidig fastholdt sin negative bias.
Torsdag fortsatte vi så opad, og specielt for det brede marked var effekten imponerende, medens Nasdaq haltede noget bagefter. Disse stigninger var formentlig delvist teknisk betonede (kan vi sige "short squeeeeze"?), men det spillede nok også ind, at det var den sidste dag i måneden, hvor en række kapitalstærke aktører ofte ser en interesse i at "muskle" kurserne op kort før lukketid. Det skete så også denne gang. Fredag ebbede rallyet imidlertid ud, og mandag d. 4/2 blev aktierne hamret ned igen, så Nasdaq denne gang LUKKEDE lige over den potentielle støtte i 1850.
Om vi så skal have nok et spektakulært rebound fra dette niveau senere på ugen, eller om markedet tværtimod vil til at lege "udspring uden faldskærm", ja det må tiden jo vise. Spektakulært er det i hvert fald, og DAYtraderne har gyldne dage.
Omvendt er der nu tegn på, at de "sikre" obligationer er ved at finde solid støtte, og i USA er den 10-årige rente tilbage under 5 %, hvorimod rallyet i de mere risikable papirer i form af virksomhedsobligationer eller emerging market obligationer syntes at være slut.
Denne begyndende ændring i bevægelserne på pengemarkedet tyder yderligere på, at der skal til at ske noget "nyt" på de finansielle markeder, og at dette "nye" næppe er et yderligere sats på risiko og økonomisk vækst. I det hele taget er der noget dunkelt og foruroligende over markedet i øjeblikket, som om nogen prøver at fortælle os, at "de ved noget".
Guld og dets aktier er således hamret op igennem hele januar, og samtidig er der stor svaghed i finansielle aktier generelt - og ikke mindst i USA’s næststørste bank J.P. Morgan Chase. J.P. Morgan Chase har været temmelig uheldig på det seneste, idet man har haft en del i klemme, både i Enron, Argentina og nu også i de seneste 2 store betalingsstandsninger, Kmart og Global Crossing.
Alligevel er der noget foruroligende og bemærkelsesværdigt over den måde, som aktien handler på. Aktien er nu nede med ca. 25% siden december, og specielt de sidste 1½ uge er den blevet hamret ned. Onsdag var den kortvarigt helt nede og snuse til bunden fra slutningen af september godt 30$. Herfra satte den af i et rebound, som så meget sundt og levedygtigt ud, og som torsdag bragte aktien helt op i 34$. Allerede fredag blev den imidlertid hamret ned igen med næsten 6%, og mandag fortsatte den ned med yderligere 4,5%, så den nu ligger i ca. 30,5$ - lige omkring den laveste lukkekurs fra september.
Er der nogle i markedet, som lugter en finansiel krise i USA, og måske endda en mulig default i J.P. Morgan Chase? Jeg ved det naturligvis ikke, men kombinationen af bratte kursfald på vigtige finansielle aktier og stærkt stigende priser på guld er i hvert fald ikke noget særligt bullish signal, og guld er nu steget støt igennem de sidste 12 måneder...
En anden mulighed er, at stigningen i guldprisen har med situationen i Japan at gøre. Der går i hvert fald forlydender om, at et mindre "guldrush" er begyndt i Japan, efter at regeringen begrænsede statsgarantien for indskud i bankerne til ca. ½ million danske kroner. Ifølge "kloge folk" skulle denne efterspørgsel imidlertid langt fra være nok til at forklare guldprisens stigning, som derfor snarere må ses som et tegn på aftagende tillid til pengepolitikken i Japan, Europa og USA i den rækkefølge (guld er steget mest overfor yen og mindst overfor dollar).
Samtidig er der stor svaghed i det japanske aktiemarked, og Nikkei indekset sluttede faktisk ugen under det psykologisk vigtige 10000 niveau, faldt yderligere mandag, og ligger dermed nu kun 1-2 % over bunden fra slutningen af september. En genoptagelse af det japanske aktiemarkeds nedtrend mod en ny og endnu lavere bund virker dermed næsten uundgåelig, også fordi den japanske økonomi fortsat svækkes.
Temaet bag de spektakulære aktieudsalg er tilsyneladende noget så prosaisk som regnskabsetik eller rettere manglen på samme. Her er investorerne forståeligt nok blevet noget mere følsomme efter Enron sagen. Ikke så meget fordi Enron gik fallit, men mere altså mååååden, som de gik fallit på. Enron er således en overdimensioneret udgave af Nordisk Fjer skandalen: regnskabsfusk så det batter, og værst af alt er, at det anerkendte revisionsfirma, Arthur Andersen, tilsyneladende har medvirket i bedrageriet og har destrueret vigtige dokumenter i sagen.
Dette rejser naturligt nok spørgsmålet om, hvem man SÅ kan stole på som investor, og svaret er ikke let at finde. Når der så rejses spørgsmål om regnskabspraksis i andre virksomheder, som der gjorde tirsdag omkring Tyco og mandag d. 4/2 omkring Elan Corp, ja så ruller lavinen pludselig: markedet får en reel tillidskrise. Alt, hvad der kan mistænkes for tvivlsom regnskabspraksis, eller har svært gennemskuelige indtjeningsforhold, blev således solgt aggressivt fra herunder hele den finansielle sektor og masser af IT-selskaber.
Set i et lidt længere perspektiv må man sige, at 80`ernes og 90`ernes lange bullmarked blandt mange ting har medvirket til at udvikle en særdeles kreativ kultur m.h.t. virksomhedsregnskaber. Baggrunden for den forringelse af regnskabernes kvalitet, som der vitterlig er sket, er naturligvis, at den meget flotte indtjeningsvækst, som virksomhederne af en række grunde var i stand til at opnå i en lang periode fra 1982-1997, efterhånden blev taget som en selvfølge af både investorer og aktieanalytikere.
Der opstod derfor gradvist et større og større pres på virksomhederne om, at de til enhver tid skulle kunne levere 10-15 % årlig vækst i indtjeningen, og gerne mere. Selv virksomheder i traditionelle brancher, såsom industrikonglomeratet General Electric, kørte i en årrække efter denne norm. Problemet er jo bare, at økonomien på sigt ikke vokser med mere end ca. 6 % om året, inklusive inflation, og derfor kan det naturligvis ikke lade sig gøre for virksomhederne bredt set at levere en indtjeningsvækst på 10-15 % årligt i det lange løb. Før eller siden indhentes de af det faktum, at en kraftig eksponentiel vækst ikke kan fortsætte for evigt og det skete altså i dette tilfælde i 1997, som jeg flere gange tidligere har nævnt. Men så kan man jo altid forsøge at sløre dette forløb med lidt kreativ bogføring.
Og det er så tilsyneladende, hvad mange gør, og hvad markedet så småt er begyndt at få øjnene op for. Èn af de virksomheder, som nu mistænkes for en lovlig kreativ bogføring, er såmænd ingen ringere end IBM, og dette er formentlig medvirkende til, at netop denne aktie har klaret sig særligt dårligt i januar måned. Flere og flere er nemlig begyndt at spørge sig selv, hvordan det kan være, at IBM kvartal efter kvartal kan komme ud med regnskaber, som skuffer når det drejer sig om omsætning, men som alligevel lever op til den lovede indtjening.
Og graver man lidt ned i tallene er der da også noget om kritikken. F.eks. har IBM valgt at øge det forventede fremtidige afkast på deres pensionsordning for de ansatte til (urealistiske) 10%, hvilket så igen betyder, at IBM ikke behøver at sætte så mange penge af til ordningen, for at de ansatte kan få den lovede pension. Voila, "indtjeningen" stiger pænt. Det skal her nævnes, at IBM langt fra er den eneste virksomhed, som har lavet dette lille "nummer" i de seneste år. Der er tværtimod tale om et ret udbredt problem.
Problemet med den faldende regnskabskvalitet er selvfølgelig langt fra nyt, men det er nyt, at investorerne faktisk er begyndt at bekymre sig om det og reagere på det. Tidligere blev virksomhederne således nærmest OPFORDRET til at præsentere meget kreative indtjeningstal, så "man lettere kunne følge tendensen i indtjeningen". Det er tilsyneladende fortid nu, og i denne "post Enron" tid kan tvivlsom regnskabspraksis nok roligt føjes til listen over de forhold, som vil påvirke det amerikanske aktiemarked negativt fremover.
På den økonomiske front bød ugen på flere interessante nøgletal, og mest bemærkelsesværdigt var måske, at de foreløbig tal for USA’s vækst i 4. kvartal 2001 indikerede et lille plus på 0,2%.
Her skal man dog huske, at vækstskønnene efterfølgende er blevet korrigeret ned med knap 1% i de fire forrige kvartaler, så det er da endnu muligt, at det senere vil vise sig, at 2. halvdel af 2001 kan leve op til den akademiske definition på en recession, d.v.s. to kvartaler i træk med negativ vækst. Men egentlig er det ret ligegyldigt for den videre udvikling, om dette bliver tilfældet eller ej, for recessionen (hvis det altså var en) har under alle omstændigheder været alt for kort og mild til for alvor at rette op på økonomiens ubalancer.
Bortset fra det, så er det i virkeligheden ikke særlig overraskende, hvis USA havde en minimal positiv vækst i BNP i 4. kvartal, når man tager alle de ekstreme og unormale forhold, som prægede kvartalet, i betragtning. Den minimale positive vækst var således næsten udelukkende trukket af det spektakulært store bilsalg (p.g.a. 0-rentefinansiering) samt af øget aktivitet i forsvarsindustrien p.g.a. krigen i Afghanistan. Omvendt trak investeringer og lagerkorrektion meget kraftigt fra i væksten.
I de kommende 1 måske 2 kvartaler må man forvente, at lagergenopbygning vil trække betydeligt op i BNP, hvorimod bilsalget og aktiviteten i forsvarsindustrien givetvis vil trække ned, idet specielt bilsalget næppe kan fortsætte i det kunstigt opskruede tempo, som prægede 4. kvartal. Om resultatet så i sidste ende vil blive svagt positiv eller svagt negativ vækst ja, det må tiden jo vise, men lige nu er der helt klart mest, som tyder på, at det bliver en svagt positiv vækst.
Således steg det, der tidligere hed NAPM indekset, igen i januar, og det ligger nu lige under de 50, som indikerer stigende aktivitet i industrien. Ikke mindre bemærkelsesværdigt er det, at prisdelen af indekset steg meget markant som tegn på, at den markedsmæssige situation for mange virksomheder er under bedring. Måske som følge af boomet i forbrugernes efterspørgsel, måske som følge af efterspørgsel til genopbygning af lagre. Hvad ved jeg.
Jeg tror nøgleordene til at forstå den nuværende udvikling er "ekstrem" og "modsætningsfyldt". Vi har således ekstreme markedsforhold på alle punkter, og den monetære politik er også helt ekstrem, hvilket har nogle ekstreme effekter mange steder i systemet.
Kigger man på de økonomiske nøgletal, som har med de amerikanske forbrugere at gøre, så er "recession" eller "krise" meget langt fra de ord, som beskriver udviklingen gennem 2001 bedst, og der er intet som helst i forbrugernes adfærd, som bare minder om "deflation". "Boble" er en langt mere rammende beskrivelse for, hvad der foregår, eller hvis man skal være venlig kan man kalde det et "boom".
De amerikanske forbrugere er nemlig i høj grad fortsat med at danse gennem hele 2001, selvom musikken i form af fremgang i beskæftigelsen samt i aktiekurserne for længst er stoppet og vendt til tilbagegang. Den (måske) positive vækst i 4. kvartal og alle de andre relativt positive nøgletal, som vi har set på det sidste, bekræfter egentlig bare dette billede.
Forklaringen på den umiddelbart "ulogiske" adfærd er ikke svær at finde: forbrugerne er simpelthen ikke blevet pessimistiske nok til, at de har kunnet sige nej tak til de mange tillokkende muligheder for at få billige lån til køb af især hus eller bil, som fulgte i kølvandet på FED’s aggressive nedsættelse af renten til det laveste niveau i 40 år.
Dem, som påstår, at effekten af de mange rentenedsættelser er noget, som ligger FORAN os, tager derfor efter min mening lige så meget fejl som dem, der påstår, at rentenedsættelserne slet ikke vil virke. De virker i meget høj grad, og de HAR allerede gjort deres virkning gældende. Dels i form af de to spektakulære rebounds i aktiemarkedet i 2. og 4. kvartal 2001, som begge foregik under eller lige efter perioder med særligt store rentesænkninger, dels i form af en enorm stigning i pengemængden og endelig i form af en forlængelse af det forbrugsboom, som uden rentenedsættelserne givetvis var kommet til en brat afslutning i 2001.
Kigger vi på udviklingen i den amerikanske forbrugertillid gennem 2001 er det også slående, at den kun i nogle få måneder lige efter terrorangrebet kom ned på noget, man kan betegne som bare en smule pessimistisk. Generelt har forbrugertilliden gennem 2001 ligget omkring de 100, og hvor dette tal nok er en kraftig tilbagegang fra de 140, som tilliden nåede op på i 1999-2000, så er det samtidig et niveau, som historisk set må betegnes som "normalt" snarere end lavt. Under tidligere højkonjunkturer kom forbrugertilliden således sjældent over 120, og under tidligere recessioner er forbrugertilliden altid kommet ned omkring eller endog under 60.
Og dybest set er det jo ikke så underligt, at de amerikanske forbrugere fortsat er glade, for nok er arbejdsløsheden stigende, men det er huspriserne også, primært fordi renten ligger på det laveste niveau i 40 år, olien er igen kommet ned på et rimeligt prisniveau, og USA har den stærkeste valuta i 16 år, hvilket gør importvarer meget billige. Oven i alt dette fik forbrugerne så i 4. kvartal en gaveregn fra den private sektor i form af 0-rente billån og usædvanligt aggressive prisnedsættelser i detailhandelen, især op imod jul. Alt i alt er det derfor herligt at være amerikansk forbruger lige nu. I hvert fald hvis man undlader at bekymre sig for meget om sin jobsituation eller om, hvornår og hvordan man skal betale sine mange lån tilbage. Den tid den sorg.
Samtidig er de finansielle aktører på ingen måde blevet så bekymrede over udviklingen, at de har set nogen som helst grund til at slå bremserne i, når det gælder deres lukrative forretning med at låne penge ud til de amerikanske forbrugere. Tværtimod. Realkreditinstitutterne Fannie Mae og Freddie Mac øgede således deres udlån til boligejerne med langt over 10% i 2001. Som på alle andre områder gælder det også her, at eksponentiel vækst i denne størrelsesorden ikke kan fortsætte for evigt, men hvornår den stopper, og hvad der sker herefter, er svært at sige.
På det seneste har vi så set en klar fremgang i forbrugertilliden, og dette skulle jo normalt indikere, at der er udsigt til et endnu større privatforbrug (og tilhørende endnu lavere opsparing) i den kommende tid, og dermed fremgang for økonomien. Det centrale her er imidlertid nok ordet "normalt", for den nuværende situation er jo alt andet end "normal". Den er tværtimod så unormal, som man næsten kan forestille sig.
Her er det også værd at bemærke, at den øgede forbrugertillid stort set alene skyldes øget tillid til fremtiden, hvorimod beskrivelsen af de nuværende forhold som jobsikkerhed m.m. er uændret i forhold til november. Og det gælder vel at mærke både for den landsdækkende undersøgelse og for Michigan Universitetets undersøgelse. Den seneste arbejdsmarkedsrapport viste da også, at den amerikanske økonomi fortsat mistede ca. 90.000 jobs i januar, så den økonomiske situation er på ingen måde entydigt positiv. Det er dog normalt, at jobskabelse først begynder et stykke inde i en opgangsperiode, så dette tal skal man måske ikke lægge så meget vægt på endda.
Til gengæld er det en lidt djævelsk detalje, at den stigende forbrugertillid især skyldes stigende tillid til fremtiden, for hvad fortæller det os egentlig, at de amerikanske forbrugere nu ser mere optimistisk på fremtiden? Thjaa, egentlig ikke ret meget andet end det budskab, som vi allerede for længst har fået fra aktiemarkedet og de andre finansielle markeder, nemlig at tilliden til den fremtidige amerikanske økonomi, indtil for knap 4 uger siden, var stærkt stigende.
Dette er en væsentlig pointe, for de store fald i aktiekurserne i august og september kom jo INDEN de officielle undersøgelser af forbrugertilliden for alvor indikerede økonomiske tilbagegang. Og tilsvarende steg aktiekurserne i efteråret meget, førend vi så en tilsvarende stigning i de offentliggjorte tal for forbrugertilliden.
Noget tyder således på, at aktiemarkedet p.t. er blevet en form for ledende indikator for, hvordan forbrugertilliden og økonomien senere vil udvikle sig, hvor det normalt har været omvendt. At markedet måske har fået denne dominerende rolle skyldes naturligvis, at det er svulmet op til en hidtil uset størrelse: ca. 130% af BNP, hvor ca. 60% af BNP plejer at være normen. Ja selv under boblen i 20`erne kom man ikke op på mere end ca. 80 % af BNP, så de 130% er virkelig et ekstremt tal.
Dette er en væsentlig pointe, idet selv mindre ændringer i aktiekurserne i dag har enorme formue- og andre effekter, og dermed i sig selv trækker økonomien op eller ned med en vis automatik. På det overordnede plan er der således næppe tvivl om, at det økonomiske boom fra 1997-2000 mere var FORÅRSAGET af de stigende aktiekurser end omvendt. For virksomhedernes indtjening steg jo næsten ikke i denne periode, og under mere normale forhold, hvor økonomien styrer aktiemarkedet, ville dette have givet anledning til en relativt flad kursudvikling snarere end årlige stigninger på 25%. Som vi f.eks. så det i begyndelsen af 90`erne.
Meget tyder altså på, at det siden 1997 har været "halen der logrede med hunden" og ikke omvendt, og set i den sammenhæng er det måske egentlig ret irrelevant at studere økonomiske nøgletal, når man skal forudsige aktiekursernes udvikling. I stedet kunne man lidt provokerende foreslå, at økonomerne begyndte at bruge de værktøjer, som der findes til teknisk analyse af aktiemarkedet, når de udarbejder deres prognoser.
Ud fra ovenstående kan man udmærket argumentere for, at de sidste 4 ugers kursudvikling er indledningen til et nyt "ben" nedad i aktiemarkedet, som så efterhånden vil trække økonomien med sig ned, ligesom de forrige "ben" har gjort det. De vigtigste argumenter for, at det KAN komme til at gå sådan, er den meget høje prissætning af det amerikanske aktiemarked, de meget positive investorforventninger, den meget høje deltagelse i aktiemarkedet og det meget høje niveau af gæld blandt husholdningerne.
Deutsche Bank offentliggjorde i ugens løb en rapport, hvori de beregner, at risikopræmien på amerikanske aktier i forhold til en statsobligation p.t. kun er på ca. 1,2%, hvilket er langt under det historiske gennemsnit. Selv hvis der korrigeres for virksomhedernes tilbagekøb af egne aktier og en "illikviditetspræmie" på den indeksobligation, som indgår i sammenligningen, er risikopræmien stadig kun 2,1%. Risikopræmien beregnes af Deutsche Bank ud fra følgende formel:
risikopræmie = udbytteprocent for aktier (1,3) + forventet økonomisk vækst (3,4) rente på statslig indeksobligation (3,5)
Det grundlæggende rationale bag formlen er naturligvis, at virksomhedernes indtjening og dermed mulighed for at betale udbytte i det lange løb vokser i takt med økonomien, hvorfor også aktiekurserne vokser i takt med økonomien. Hverken hurtigere eller langsommere.
På denne baggrund spår Deutsche Bank, at der kun er knap 40% chance for, at det amerikanske aktiemarked vil outperforme obligationer over de næste 20 år, hvor sandsynligheden for et sådant udfald ellers har været stort set 100 % gennem hele det forrige århundrede. For Tyskland og England er tallene lidt højere, men fortsat under 50%.
Hvad der måske er endnu vigtigere er, at renteforskellen mellem amerikanske stats- og virksomhedsobligationer er ca. 1,7 %, så investorerne forlanger altså en ca. lige så stor risikopræmie for at låne penge ud til virksomhederne som for at købe aktier i dem. 30-årige amerikanske boliglån giver endda en risikopræmie på hele 2,5% i forhold til statsobligationer, altså langt mere end den risikopræmie man får ved at købe aktier.
Ovenstående kan simpelthen ikke begrundes rationelt, idet det naturligvis altid er mere risikabelt at være aktionær end at være kreditor i de samme virksomheder, og misforholdet antyder kraftigt, at investorerne forventer, at aktiekurserne i den kommende tid vil vokse hurtigere end det langsigtede gennemsnit.
En undersøgelse i USA viser da også, at investorernes forventning til de kommende 12 måneders afkast i januar var steget til det højeste niveau i mere end 12 måneder, nemlig ca. 9-10%. Hvad der måske er endnu mere interessant er, at investorer med < 5 års markedserfaring nu forventer et afkast på 12-13%, medens dem med > 20 års erfaring kun forventer 6-7%.
De gamle investorer forventer altså et afkast, som svarer til en "normal" kursstigning på ca. 6%, tillagt det beskedne udbytte på ca. 1,3 % for S&P 500, hvorimod de nye investorer forventer, at aktiekurserne i de kommende 12 måneder vil vokse langt hurtigere end økonomien.
På overfladen kan dette måske syntes at være en rimelig forventning efter 2 år med negative afkast, men i betragtning af, at det amerikanske aktiemarked fortsat handler til omkring det dobbelte af det historiske gennemsnit, uanset om vi måler værdien i forhold til BNP eller kigger på de mere traditionelle nøgletal som P/E eller udbytteprocent, så er det næppe særligt rimeligt eller rationelt at forvente, at det skal blive endnu dyrere.
Man må derfor antage, at der er stor risiko for, at de mange optimistiske investorer vil blive skuffede over det afkast, som de får i den kommende tid, og i den situation er det vel en nærliggende risiko, at nogle kan vælge at trække deres penge ud af markedet, med nye kursfald til følge.
Denne risiko er især stor fordi mange af de mere marginale investorer givetvis har et oplagt alternativ til aktierne i form af indfrielse af gæld. Over 50% af de amerikanske husholdninger ejer således aktier, og da det samlede niveau af gæld ligger på det højeste nogensinde, så er de næppe alle gældfri. Det tror jeg i hvert fald ikke på, og i så fald holdes aktiemarkedet jo ikke kun oppe af manglen på attraktive muligheder for alternativ kapitalanbringelse (som optimisterne hævder) men i nok så høj grad p.g.a. positive forventninger og villighed til at løbe en risiko for lånte penge. Som ikke nødvendigvis behøver at være margingæld (den findes der ikke særlig meget af mere), men måske bare kan bestå i, at man beholder sine investeringsforeningsbeviser "for det lange løb", selvom man har lån i både hus og bil.
Noget kunne faktisk tyde på, at en sådan proces i retning af en lavere interesse for aktiemarkedet allerede er gået i gang. http://www.contraryinvestor.com gør i februars månedsrapport en del ud af bevægelser ind og ud af investeringsforeninger, og her er det bemærkelsesværdigt, at der nok var et positivt indflow til de aktiebaserede foreninger i 2001, men det var kun en brøkdel af det indflow, som bar markedet frem igennem 90`erne. Omvendt steg interessen for obligationsafdelinger i 2001 betydeligt, men samlet set har investorerne fortsat placeret langt flere midler i aktie- end i obligationsafdelinger, hvor det i starten af 90`erne var lige omvendt.
At indflowet til aktieafdelinger faldt i et år, hvor aktierne oplevede et grimt bearmarked, er selvfølgelig ikke overraskende (om det var hønen, der lagde ægget eller omvendt kan jo diskuteres….), og det store spørgsmål er derfor, om "aktiekulturen" kun holder sig et kort pause, eller om vi tværtimod står overfor en større og mere langvarig tilbagerulning af den folkelige interesse for aktier, ligesom man oplevede det efter 30`ernes depression og igen i 1970'erne. Og som Japan har oplevet det siden slutningen af 80'erne.
En ting er i hvert fald sikkert: hvis folk først begynder at trække nogle af de mange penge, som i 90`erne strømmede ind til de aktiebaserede investeringsforeninger, ud igen, så er markedets problemer kun lige begyndt, og så har vi givetvis endnu en lang march foran os på vejen tilbage imod en mere normal prissætning af det amerikanske og andre vestlige aktiemarkeder. Økonomisk vækst eller ej.
Af denne grund, og ud fra de tekniske signaler, som der p.t. er i aktiemarkedet og de andre finansielle markeder, mener jeg, at det er på tide at gå over i kontant, obligationer og/eller valueaktier, hvis man ikke allerede har gjort det. Om ikke andet så som en ren og skær sikkerhedsforanstaltning.
Da meget peger på, at USA er på vej tilbage imod positiv økonomisk vækst i hvert fald for en stund - er situationen imidlertid langt fra så entydig som den var det i sommers, hvor jeg ikke var et sekund i tvivl om, at bunden lå FORAN os. Det er jeg ikke 100 % sikker på i dag eller bunden kan måske ligge mange år ude i fremtiden - og jeg anbefaler derfor, at i hvert fald kortsigtede og mere spekulativt indstillede investorer følger udviklingen relativt tæt og er klar til at hoppe med på vognen igen, hvis det tekniske billede på aktiemarkedet ændres i positiv retning.
Hilsen Stump / Lars Hansen
|
-
MedicoInvestor.com