Vis artikeloversigt
Markedskommentar fra www.spekulant.dk - uge 49
af Stump (07/12/2001 @ 00.30)
Dramatisk udvikling på de internationale aktiemarkeder
Vi Har tirsdag og onsdag været vidne til en dramatisk udvikling på de internationale aktiemarkeder. Halløjet startede 2 timer før lukketid om tirsdagen, hvor det amerikanske marked, og især Nasdaq, pludselig indledte en nærmest lodret stigning. Stigningen medførte, at indekset lukkede i 1960, hvilket var en smule over 200 dages glidende gennemsnit, som lå i ca. 1940.
Onsdag gik markedet så helt amok, og allerede kort efter åbningstid var DOW Jones over det psykologisk vigtige 10000 niveau, medens Nasdaq skar sig lige igennem 2000 som en kniv igennem smør. Hermed var 3 vigtige modstandsniveauer så brudt på bare 2 dage, og det endda under meget stor omsætning. Samtidig røg det svenske OMX indeks definitivt over MA200, anført af de sædvanlige sprinteraktier som Ericsson, Skandia og Nokia.
Mange iagttagere af markedet forklarer reaktionen med positive nyheder, herunder især, at NAPM indekset for servicesektoren steg uventet meget, nemlig fra ca. 40,5 til ca. 51,5. Hvilket så skulle signalere, at økonomien er på vej frem.
Jeg tror imidlertid ikke på, at dette var forklaringen på markedets reaktion, for i oktober faldt det samme indeks lige så voldsomt og lige så uventet, som det steg i november, nemlig fra ca. 50,5 til ca. 40,5. Og dengang var markedets reaktion noget i retning af "NAP-hveM? Kom der et tal?" Tallet kunne dårligt nok fremkalde et skuldertræk, og 14 dage senere var det brede marked steget næsten 10 %. NAPM tallet var derfor en UNDSKYLDNING for markedet til at stige, men det var ikke årsagen.
Studerer man de økonomiske nøgletal i en bare lidt længere sammenhæng er der i øvrigt intet som helst, der taler for, at vi er på vej imod en snarlig økonomisk fremgang, som aktiemarkedet gerne vil lokke os til at tro på.
Tag f.eks. ovennævnte NAPM indeks for servicesektoren. Her er de sidste 4 måneders tal (efter hukommelsen) ca. 47, ca. 50,5, ca. 40,5 og ca. 51,5. Er det en talserie, som signalerer et vendepunkt? For mig at se ligner det mere en vandret trend med en masse støj fra måned til måned (formentlig p.g.a. terrorhandlingen 11. september), og et gennemsnitligt niveau under 50, hvilket signalerer tilbagegang (recession).
For industrien er den tilsvarende talserie noget i retning af ca. 45, ca. 48, ca. 39,5 og ca. 45. Altså igen en vandret trend, med en masse støj op og ned, og vel at mærke på et niveau, som er meget klart recessionært, idet gennemsnittet ligger på bare 44,5, altså meget klart under 50.
Kigger vi på forbrugertilliden står det endnu værre til, for dette tal er faldet skarpt de sidste 4 måneder, og peger nu nærmest lodret nedad. Lad mig sige det sådan, at hvis forbrugertilliden var en aktie, så tror jeg ikke, at ret mange ville have lyst til at købe denne aktie lige nu! For tallet er faldet fra ca. 140 til godt 80, men den langsigtede "tekniske bund" ligger helt nede i 45-65 og der er et enormt "momentum" nedad. Studer selv grafen på nedenstående link.
http://www.contraryinvestor.com
Igen her i december må jeg nemlig tage hatten af for contraryinvestor, som for mig at se producerer nogle af de mest indsigtsfulde kommentarer, man overhovedet kan finde. December måneds kommentar er således også et absolut "must read" for alle, som beskæftiger sig med investering. Artiklen indeholder en masse langsigtede (30 år) grafer, og alle som en viser de et billede af en økonomi, som er på vej ned af bakke efter en historisk lang og kraftig fremgangsperiode.
Med én vigtig undtagelse, nemlig væksten i pengemængden. Under sidste recession/lavkonjunktur i begyndelsen af 90´erne nåede væksten i pengemængden ned omkring 0 % på årsbasis, og lå på meget lave encifrede tal gennem flere år af den simple grund, at husholdninger og virksomheder betalte af på deres gæld, hvilket gav en meget lille efterspørgsel efter penge.
I dag ligger væksten i pengemængden derimod omkring 12 % på årsbasis, hvilket er noget nær en historisk rekord, og i hvert fald en rekord for hele denne konjunkturcyklus.
Da jeg så denne graf, slog det mig som et lyn: Jamen her har vi da forklaringen på de finansielle markeders opførsel! For som Contraryinvestor også skriver, så kan man jo ikke "trykke en masse penge uden at de finder et eller andet sted hen". Og nogle af pengene finder selvfølgelig vej til aktiemarkedet, medens andre finder vej til f.eks. obligationsmarkedet eller boligmarkedet.
Derfor har vi i oktober og november været vidne til, at ikke bare aktiemarkedet, men også obligationsmarkedet har klaret sig meget fint. For den meget lave rente, som banker m.m. kan låne til hos FED, frister selvfølgelig nogle af disse finansielle aktører til at låne til 2 % og så sætte pengene i aktiver, som kan forventes at give mere - og som er i optrend.
F.eks. er det jo oplagt at låne til 2 % og så købe statsobligationer for pengene, som giver 4-5 % i rente. Så længe kursen på disse vel at mærke stiger, for begynder kurserne først at falde, så er det jo noget af en klam fidus. Og her har vi så formentlig forklaringen på den voldsomme volatilitet, som vi har set i obligationsmarkedet. For da den 10-årige rente bundede ud på 4,2 %, da var alle de mere spekulative kræfter "på den samme side af handelen" idet teknikken entydigt viste "optrend". Og derfor var der ingen til at købe op og støtte markedet, da først kurserne begyndte at falde.
Det samme kommer givetvis til at ske med det nuværende aktierally på et eller andet tidspunkt. For efter de seneste stigninger ligger Nasdaqindekset nu igen i en nærmest lodret stigende kortsigtet trendkanal, som, hvis udviklingen fortsatte, ville bringe indekset tilbage i 5000 om ca. 12 måneder.
Det kommer selvfølgelig ikke til at ske, og når vendingen kommer, så bliver den formentlig lige så skarp som den, obligationsmarkedet oplevede, og som Nasdaq oplevede i marts 2000, idet alle de kortsigtede spekulanter da også her vil befinde sig på den samme side af "gamet". Netop p.g.a. den entydigt positive teknik, som nu er blevet endnu mere positiv efter bruddet på både MA200 og 2000 niveauet. Altså vil der heller ikke her være nogen til at købe op, når vendingen endelig kommer.
HVORNÅR vendingen så kommer er til gengæld svært at sige. I princippet kunne onsdag godt markere toppen, eller den kunne komme i de kommende 1-2 dage, da en boble netop ofte ender med en form for omvendt "kapitulation", altså et kraftigt ryk opad under stor omsætning. Sådan endte maj-rallyet faktisk, og fænomenet er måske ikke så svært at forstå, når det kommer til stykket. For hvad er det, der er sket de sidste 3-4 måneder?
Der er naturligvis sket det, at terrorattentatet og de stadigt mere dystre økonomiske nøgletal (f.eks. faldet i forbrugertillid og det første kvartal med direkte negativ vækst i BNP) sammen med det absurd høje prisniveau på aktier har fået mange af de mere rationelt tænkende investorer og porteføljemanagers til at nå frem til den konklusion, at det nok ikke er lige nu, at man skal investere i aktier. Og da især ikke i de dyreste aktier, herunder IT og biotek, eller i f.eks. finansielle aktier. Men hvad sker der så?
Ja, kurserne på netop disse aktier drøner opad, og jo længere tid dette står på, jo større bliver "prisen" for at stå udenfor, især for de mange porteføljemanagers, som administrerer andre folks penge. For de bliver jo bedømt på deres relative performance på kort sigt, og ikke den absolutte performance på langt sigt. For dem er det derfor en større "dødssynd" at gå glip af et rally, ligegyldigt hvor irrationelt det syntes at være, end det er at tabe en masse penge på et tidspunkt, hvor alle de andre også gør det. For det sidste er jo "ikke deres skyld". Det er altid terroristernes, FED's (rentestigninger), præsidentvalgets eller ét eller andets skyld - noget som er helt uden for deres kontrol, og som "ingen kunne forudse".
Når der så kommer en periode, hvor stigningerne går i stå, som vi så det i slutningen af oktober og nu igen i slutningen af november, så ånder "pengene på sidelinien" lettet op for en tid, og sætter sig til at vente på, at der skal komme et lidt større tilbagefald, så de kan hoppe ind på et bare lidt mere rimeligt niveau.
Og der er masser af disse "penge på sidelinien", for efter at de private investorer trak penge ud af investeringsforeningerne i september, så er disse penge allerede strømmet tilbage i oktober og november, idet næsten alle fortsat syntes at have meget positive forventninger til det langsigtede fremtidige afkast.
I ved nok "aktier giver historisk 10-12%" og den slags. Altid sagt uden hensyntagen til, at dette historiske afkast er opnået ved P/E ekspansion (som har bidraget med ca. 1% om året, selv over 75 år), ved en meget højere udbytteprocent (lavere P/E værdier) og ved en gennemsnitligt højere inflation, end den vi har i dag. Et realistisk afkast fremover er derfor maximalt på ca. 7% om året, og det er vel at mærke kun i bedste fald, d.v.s. ved en hurtig V-vending i økonomien, hurtig genetablering af virksomhedernes rentabilitet og fastholdelse af noget højere P/E værdier end de historisk gældende, at man vil kunne opnå et sådant afkast de næste, skal vi sige, 10 år.
Men det er der næppe ret mange, som tænker på, eller overhovedet mener er relevant at tænke på lige nu. En af USA's "bulls/bears" undersøgelser viser således nu den største %-del bulls siden januar 2000, hvilket vel siger det hele. Så investeringsforeningerne ligger givetvis inde med en masse midler, som de "skal gøre et eller andet med".
Og derfor kom tilbagefaldet i kurserne aldrig, for hver eneste gang, der kom bare et lille bitte fald, så stod folk nærmest i kø for at komme med, hvilket gav sig udslag i, at alle tilbagefald blev meget små og hurtigt gik i stå. Og til sidst blev det opbyggede "pres" i systemet så stort, at selv den mindste lille begivenhed fik låget til at gå op, hvorefter ketchuppen væltede ud af tuben med voldsom kraft. Det var det, som skete tirsdag og onsdag.
Ovenstående er hovedforklaringen på markedets opførsel, tror jeg, men med til at forstærke processen var givetvis, at shortsælgere OGSÅ har siddet og ventet på, at det de opfatter som et bearrally eller i hvert fald meget irrationelle stigninger skal stoppe, så de kan komme til at gå short igen. Disse mennesker/fonde benyttede derfor også perioden med en flad kursudvikling til at gå ind, idet de så denne perioder som tegn på, at rallyet var slut.
Denne fejl har jeg selv begået, og jeg optrådte derfor helt ufrivilligt som "køber" på markedet om onsdagen i ret massivt omfang, idet mine automatiske stop-loss var sat til at blive udløst, hvis de shortede aktier gennembrød deres hidtidige topnotering for rallyet, hvilket 6 ud af 9 af dem gjorde onsdag.
Når jeg skriver, at onsdag i princippet kunne markere toppen af rallyet, er det derfor netop fordi de fleste shorts nu er blevet blæst af banen, samtidig med at en meget stor del af presset fra de ivrige penge må sidelinien må være blevet udløst på disse to ekstreme dage med stor omsætning. Antallet af potentielle købere vil derfor, alt andet lige, være betydeligt mindre i de kommende dage, idet dem, som valgte at tage gevinst hjem tirsdag og onsdag (eller begrænse tab), naturligvis ikke har tænkt sig at gå ind igen, før markedet er kommet væsentligt ned.
Samtidig støder markedet nu på den næste meget vigtige modstand, nemlig MA200 for både DOW og S&P500 indekset. Denne ekstremt vigtige modstand KUNNE jo gå hen og holde, og i så fald var onsdag formentlig toppen, eller i hvert fald meget tæt på toppen. I skrivende stund (torsdag aften) holder den faktisk, hvilket umiddelbart kunne tale for i hvert fald et midlertidigt tilbagefald i de kommende dage.
Vi kan jo imidlertid ikke VIDE, om der er mere "ketchup" tilbage i flasken, som venter på at komme ud, og er det tilfældet, så kan man sagtens forestille sig, at markedet kan gå helt amok, og måske i første omgang sigte efter niveauerne fra maj, d.v.s. 1300 på S&P 500 og ca. 2350 på Nasdaq.
Tag f.eks. Intel. Denne aktie er nu på vej nærmest lodret op imod den højeste kurs siden januar-februar måned, altså endnu højere end under sommerens rally. Og P/E værdien er knap 80, vel at mærke ud fra indtjening i år 2000, som jo var en cyklisk top. Dette er så vanvittigt, at det MÅ ende med et kæmpe bust på ét eller andet tidspunkt, som næppe vil blive meget anderledes end det, vi så i marts 2000. Men inden da kan Intel naturligvis godt være nået at stige til f.eks. 40 $ fra de nuværende 34, og have trukket en del andre aktier med op. Det er ikke til at sige.
Et kik på en 5-årig kursgraf viser dog, at den bevægelse, som Intel har lavet siden slutningen af september, er fuldt på højde med alle tidligere "sekundære trends", bortset fra den allerstørste af dem alle, nemlig den frem til marts 2000. Både i %-vis stigning og i start/slut kurs svarer bevægelsen faktisk meget nøje til en fra 1998. Så umiddelbart SER det altså ud som om det rally må være meget meget tæt på en ende.
Intel aflagde rapport i aften efter markedets lukketid, hvilket alle har set frem til med stor forventning, idet de ventedes at fortælle, hvor fantastisk godt det vil gå for hele PC industrien næste år. Vistnok fordi nogle mener, at alt IT udstyr skal skiftes ud hvert tredie år, og da 1999 jo var et fantastisk år for IT-branchen p.g.a. år 2000 problematikken, så må det antages, at alle de virksomheder, som ikke tjener nogen penge i øjeblikket, vil styrte ud og forny alt det IT-udstyr, som de købte i 1999, til næste år.
Intel opjusterede da også sine forventninger til 4. kvartal en smule, og hvordan markedet reagerer på det fredag kan måske give et praj om den videre retning. Er det faktum, at Intel allerede er steget 75 % på 2½ måned, "nok" til at indkalkulere den ca. 5 % højere end ventet indtjening i fjerde kvartal, eller skal vi endnu højere op, så P/E værdien måske kan blive 3-cifret igen? Det bliver spændende at se.
Tager vi en anden førende computeraktie, IBM, så er det lidt samme historie. Også her er den sekundære trend nu blandt de aller største bevægelser, man overhovedet kan finde i kursgrafen, og skal aktien stige mere, vil den snart være på vej imod en all time high. Og det midt under den første recession i 10 år, og efter at IMB ikke har øget sin indtjening siden 1997.
Nej, det her MÅ altså snart stoppe. Det er drevet vidt nok nu - og lidt til. Og ligesom alle andre lodrette bevægelser, både op og ned, så vil vendingen komme som et lyn fra en klar himmel, uden noget forudgående varsel. Der er derfor ikke andet at gøre end at forsøge at gætte sig frem, og så styre sine investeringer med et stramt stop-loss. Alternativt må man bare vende markedet ryggen og vente på, at vanviddet og likviditeten raser ud.
Situationen minder således meget om situationen i efteråret 1999, og baggrunden er da som nævnt også med stor sandsynlighed den samme, nemlig kombinationen af en ekstremt positiv markedspsykologi og så den kraftige stigning i pengemængden p.g.a. FED´s pengepolitik (i efteråret 1999 var det Y2K problemet, som fik FED til at oversvømme markedet med penge).
Forskellen er bare, at økonomien fortsat var meget stærk i 1999, i hvert fald på overfladen, medens det totalt modsatte er tilfældet i dag. Derfor ser jeg heller ingen chance eller risiko for, at markedet vil gå lige så meget amok som dengang. Men et endnu større bearrally end det, vi allerede har haft, er da bestemt en mulighed.
Man kan så spørge, om ikke kraftige kursstigninger i sig selv vil kunne "redde" økonomien, og dermed til en vis grad blive en selvopfyldende profeti. Dette spørgsmål er svært at besvare, men umiddelbart tror jeg det ikke. I hvert fald ikke på længere sigt, for boblen brister jo naturligvis igen, før eller siden. En boble må nemlig enten vokse eller dø, og de vokser aldrig for evigt, om end den fra 1997-2000 levede længere end de fleste på forhånd havde troet muligt. Men det var dengang, og nu er vi i 2001, hvor Verden ser meget anderledes ud.
På meget kort sigt kan en fornyet aktieboble dog godt have en positiv effekt på økonomien, og derfor - om man så må sige - forstærke og bekræfte sig selv. Men for at tro på det skal vi som absolut minimum se en kraftig fremgang i forbrugertilliden og/eller i detailhandelstallet. Og p.t. er der ikke tegn på nogen af delene, heller ikke selvom rallyet allerede har varet i 2½ måned.
De eneste steder i økonomien, hvor vi for alvor ser styrke lige nu, er således husmarkedet og bilmarkedet.
Hvad det første angår, så kører kedlen imidlertid allerede på absolut max. damp, så det er svært at forestille sig yderligere fremgang her. Og da især hvis renten stiger, hvad den givetvis vil gøre, hvis markedet bliver ved med at "købe" historien om en snarlig V-vending.
Hvad bilmarkedet angår, så må man sige, at oktober måneds rekordsalg (og det ligeledes pæne salg i november + muligvis december) er en statistisk afvigelse fra den underliggende trend, snarere end nogen trendvending. Og denne voldsomme afvigelse er givetvis forårsaget af to ting, nemlig 0-rente finansieringstilbuddet samt nok også det forhold, at mange mennesker efter 11. september har mistet lysten til at flyve. Og hvad gør man så? Ja, man køber naturligvis en bil, for her er man jo selv herre og føler sig meget tryggere ved situationen!
Hvis det sidste er en væsentlig del af forklaringen på det store bilsalg, så kan man måske håbe på, at sektoren ikke i så høj grad har stjålet fra det fremtidige salg, som man ellers kunne frygte. Og dermed kan vi så måske nøjes med at returnere til den underliggende kurve, når kampagnetilbudene udløber til januar, og folk ikke længere har så stor frygt for terror.
Men kig engang på den kurve! (på contraryinvestor). Ser det ud som om, vi lige har ramt en langsigtet "bund" i bilsalget? Nej vel? Og tænk så på, at det kraftige fald (frem til oktober) er sket i en periode, hvor FED har sænket renten med 3 %, hvilket har gjort, at det allerede inden 0-rente finansieringen var blevet betydeligt billigere at låne til en ny bil. Alligevel var der altså færre og færre, som lod sig friste at dette tilbud, og der måtte kradsere midler til i form af 0-rente halløjet, som vel trods alt også var ekstra effektivt, netop fordi det i modsætning til en lav rente var et midlertidigt tilbud (fremrykning af salg).
Er det ikke helt tydeligt, alene ud fra denne ene (men vigtige!) kurve, at den amerikanske økonomi simpelthen har nået et mætningspunkt, for ikke at sige et forstoppelsespunkt, efter 6-7 års højvækst, hvor det i realiteten er helt naturligt, for ikke at sige uundgåeligt, at f.eks. bilsalget i en periode returnerer til det niveau, som det havde i starten af 90'erne? (Måske en smule mere p.g.a. befolkningsvækst + større udbredelse af biler). Det syntes jeg.
Igen: kig engang på kurven! Der er altså LANGT ned til den "tekniske bund" endnu! Læg så hertil, at allerede det nuværende salg er lidt for lille til, at bilfabrikkerne kan tjene penge, idet deres break-even ligger omkring et årligt salg på 15-16 millioner enheder. Og her har vi problemet i en nøddeskal. Hele den amerikanske økonomi er nemlig i løbet af 90'erne blevet "dimensioneret" efter, at højkonjunkturen ville vare evigt, og at recessionen i 1991 var den sidste nogensinde. Det var ikke kun IT-sektoren, der levede på denne antagelse.
Og dette er altså et problem, for ikke at sige en katastrofe. For hvordan kan vi være på vej imod en skarp V-vending i økonomien, når kurverne ret så tydeligt fortæller os, at rentesænkninger IKKE er i stand til at øge bilsalget, men at dette salg tværtimod fortsætter med at falde trods massive rentesænkninger, og ud fra kurven at dømme må forventes/frygtes at falde yderligere måske 20-25 % fra før-oktober niveauet, inden det bunder ud i måske 2003? Og når bilfabrikkerne allerede NU taber penge og tvinger deres underleverandører til at sætte priserne ned?
Kigger vi på detailhandel, hoteller, restauranter, flyselskaber og mange andre sektorer, så tegner der sig det samme billede, nemlig et billede af overkapacitet, svigtende indtjening og fortvivlede forsøg på at holde forretningen gående med prisnedsættelser og kampagnetilbud. Og det lykkes så i et vist omfang, hvilket aktiemarkedet har modtaget med stor begejstring.
Men er der ikke én vigtig ting, som markedet glemmer her? Forveksler markedet ikke omsætning med indtjening? For hvad nu, hvis vi ikke får en hurtig V-formet fremgang, som tillader virksomhederne at sætte priserne op igen hurtigt? Hvad sker der så? Thjaa. Så kan man vel næppe komme udenom, at f.eks. 0-rente finansiering af biler i høj grad ligner starten på en ødelæggende spiral af skærpet priskonkurrence, faldende indtjening, stigende arbejdsløshed (når virksomhederne bliver nødt til at skære i omkostningerne), en massiv bølge af konkurser og dermed i yderste konsekvens en bred og farlig deflationær tendens i økonomien.
Jeg er derfor direkte skræmt af, hvad jeg ser i de langsigtede økonomiske kurver på contraryinvestor, og især skræmmer det mig, at FED ikke kan få økonomien eller forbrugsrelaterede tal til at vokse, trods en uhørt voldsom stigning i pengemængden. For hvis forbruget og økonomien ikke vokser nu, hvor pengemængden stiger med 12-13 % om året, hvordan vil tingene så ikke se ud, når/hvis væksten i pengemængden kommer ned på niveauet fra sidste recession? Altså når/hvis der simpelthen ikke er flere, som ORKER at låne så meget som en dollar mere, uanset om renten så er sat ned til 0 %? Dette bliver næppe noget kønt syn, skulle det komme dertil.
For mig at se kan økonomien sammenlignes med en oppustelig dukke, som FED kan vælge at sprøjte mere eller mindre væske ind i. Sprøjtes der for lidt ind, så falder dukken sammen, men sprøjtes der for meget ind, så vil det høje tryk medføre sprækker i dukken på de mest sårbare steder, hvor væsken (væksten) siver ud. Hidtil har FED reageret på disse sprækker ved at øge trykket yderligere, og det har så ført til, at andre dele af dukken er blevet pustet endnu mere op, hvilket har hjulpet de svage steder til en heling. F.eks. blev Asien "helbredt" af operationen i 1998, men til gengæld revnede IT- og telesektoren fuldstændig af al den væske, som FED pumpede ind i dukken.
Og nu virker det ikke mere! Der er simpelthen kommet så mange sprækker og huller overalt i dukken, efter mange års hård pumpning fra FED's side, at væsken bare fiser ud, og det er umuligt at genopbygge et fornuftigt tryk i systemet. Kun dukkens hoved (boligmarkedet) er endnu nogenlunde intakt. Men da FED ikke kan bestemme, hvor i dukken væsken skal løbe hen, så er trykket i denne nogenlunde intakte del efterhånden blevet så stort af al FED's pumperi, at også denne del af dukken måske er lige på randen til at revne. Således er der nu flere og flere boligejere, som betaler deres mortgages for sent, hvilket må siges at være en stærkt blinkende advarselslampe.
"Revner" boligmarkedet også (som det skete i Japan ca. 18 måneder efter aktieboblen bristede), og kommer der ikke nogen hurtig V-vending til næste år, så er vi for mig at se på vej imod en sand katastrofe. Og så kan man spørge sig selv, om ikke det havde været bedre, hvis FED helt tilbage i 1998 havde ladet naturen gå sin gang og tilladt Verdensøkonomien at hele sig selv gennem en naturlig vækstpause?
For mig at se er risikoen nemlig, at det nu i stedet før eller siden ender med et kollaps, en depression. Kald det, hvad du vil. Og her må Japan siges at være et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå, og samtidig en seriøs "kandidat" til at gå forrest i kollapset, skulle det komme.
Dette land har nemlig i nu 12 år forsøgt at "pumpe" sin syge økonomi op igen uden først at gennemgå en naturlig helingsproces. Fuldstændig som USA nu gør det.
Men det eneste resultat af "pumpningen " i Japan har været en kæmpe boble i obligationsmarkedet (som vil gøre stor skade når den engang brister), en yderligere akkumulering af dårlige lån samt en fuldstændig udmattelse af den eneste del af "dukken", som var sund i 1989, nemlig Staten. Den japanske stat har således nu en gæld på 140 % af BNP og har lige fået nedgraderet sin internationale kreditværdighed. Den japanske stat nærmer sig altså kraftigt sit ultimative udmattelsespunkt, hvor den argentinske allerede syntes at have nået sit.
Og i USA har det eneste resultat af "pumpningen" siden nytår indtil videre været to bearrallys i aktier (inkl. det nuværende), en begyndende boble i obligationsmarkedet samt en yderligere oppustning af en potentielt meget farlig boble i boligmarkedet. Det, som skulle være kommet i gang, nemlig forbrug og investeringer, falder derimod fortsat, eller stiger i hvert fald alt for langsomt til at fastholde beskæftigelsen og indtjeningen i erhvervslivet.
Så det kan godt være, at det lyder underligt for læserne, men efter de seneste dages begivenheder på markedet, og efter at have studeret de økonomiske kurver nøje, så ser jeg om noget sortere på de langsigtede udsigter, end jeg har gjort før. For markedets reaktion betyder jo bare, at der opbygges større og større spændinger imellem håb/hype på den ene side, og de mildest talt knap så lysegrønne økonomiske realiteter på den anden.
Den spænding må nødvendigvis udløses før eller siden, og hvis det igen er "markedet der tager fejl", så hold godt udgik nedenbords, når det går op for bare nogle få af deltagerne!
Derfor: Nyd festen på aktiemarkedet, hvis du er med, men hold øje med teknikgrafen og spring af, når rallyet ser ud til at være udmattet. For så kan der være langt ned igen, om end vi næppe kan forvente rigtig store fald i kurserne, førend noget af dampen går af den nuværende vækst i pengemængden. Som den faktisk gjorde det i et vist omfang i sommers, da FED holdt en lille pause med rentesænkningerne.
Og det vil man vel gøre igen nu, da man jo trods alt næppe ønsker at ramme en rente på 0 allerede i marts 2002, og dermed have spillet sig et vigtigt kort helt af hænde i det tilfælde, at V-vendingen så alligevel ikke kommer næste år. En overgang til 0,25% pr. møde må derfor ventes, ja efter nytår kan det måske endda blive 0%, for første gang i mere end 12 måneder. Sker det, så tror jeg væksten i pengemængden begynder at aftage, for til den tid har dem, som gerne ville låne til 2%, jo allerede gjort det.
Og med en lidt mere normal stigning i pengemængden og et væld af dårlige virksomhedsregnskaber på vej, så må der blive åbnet op for nye aktiekursfald engang i løbet af vinteren. Det er i hvert fald min forventning.
Så længe likviditeten (vækst i pengemængden) er så høj, som den er, ser jeg til gengæld ingen fare for, at de finansielle markeder skulle falde sammen på én gang, som nogle iagttagerne (f.eks. Prudentbear) ellers længe har forudset.
For så vil en mindsket tro på spektakulær fremgang i økonomien nemlig med stor sandsynlighed føre til en genoppustning af boblen i obligationsmarkedet og måske også til en genoppustning af boblerne i visse ikke-cykliske aktier såsom medicinal- og fødevareindustri, igen p.g.a. den rigelige likviditet. Ligesom vi har set det i Japan gennem 12 år, i hvert fald for obligationernes vedkommende. Så obligationsinvestorer kan formentlig sove trygt om natten indtil videre, hvis mine økonomiske profetier holder stik. Også selvom det ikke ser specielt morsomt ud på helt kort sigt, efter at de lange papirer nu igen er faldet under MA50.
Og eventuelt nye kraftige kursfald på aktier vil også, næsten så sikkert som ammen i kirken, blive reverseret langt hen af vejen, ligesom vi så det i foråret og nu igen i dag. Så et evt. oversolgt aktiemarked engang til foråret, eller måske til sommer, vil formentlig igen være en gunstig lejlighed til at foretage kortsigtede køb. Forudsat altså, at pengemængden bliver ved med at vokse kraftigt.
For hvis først væksten i pengemængden aftager ser jeg risiko for et egentligt finansielt kollaps, hvor markederne falder på én gang og vel at mærke BLIVER nede i længere tid. Og måske tager dollaren med sig ned. Så hold øje med pengene!
Hilsen Stump/Lars Hansen
|
-
MedicoInvestor.com