Vis artikeloversigt
Breaking news fra www.spekulant.dk af Stump (30/10/2001 @ 07.56) Breaking news fra www.spekulant.dk
Argentinsk gældskrise en realitet
Den argentinske regering meddelte mandag, at den får brug for "restrukturering" af ca. 40% af landets udenlandske gæld for at kunne overholde sine betalingsforpligtigelser, d.v.s. "giv os lavere renter eller mist alle jeres penge". Beløbet svarer til det beløb, som den russiske stat i 1998 ikke kunne betale. Den argentinske valuta faldt 8% på nyheden.
Den udvikling, som jeg i nogen tid har advaret om, ser således nu ud til at være en realitet. Jeg anbefaler naturligvis salg af alle latinamerikanske aktier og helst af emerging market papirer generelt, da det ligesom i 1997-1998 formentlig vil brede sig som ringe i vandet.
Om gældskrisen har nogen forbindelse til mandagens fald på det amerikanske aktiemarked ved jeg ikke, men selvom faldet var dramatisk BEHØVER det ikke betyde, at rallyet hermed er slut, for et lige så dramatisk fald skete jo onsdag for 14 dage siden, og det valgte markedet at "ignorere". Både Nasdaq og DOW lukkede lige under MA10, men det gjorde de også for 14 dage siden, og det betød ingenting. Nasdaq ligger endvidere fortsat over MA50. Det vigtigste for den fortsatte retning er dermed nok, hvordan markedet reagerer i dag og i morgen. Ser vi yderligere et kraftigt fald, f.eks. DOW ned i 9000, så tror jeg på, at rallyet er forbi. I modsat fald kan alt fortsat ske.
Dollaren faldt også kraftigt i går, efter sit mislykkede forsøg på at krybe opad igen. Overordnet set har dollaren lavet en "bund" i 0,95 euro/dollar i januar og en ny, lidt højere i 0,93 euro/dollar i september. Dette er formentlig blevet set som et bullish signal, hvorfor dollaren 2 gange er FORSØGT handlet op imod de 0,84 euro/dollar igen, som den nåede sidste efterår og igen i maj måned i år. Dette er nu tilsyneladende igen kikset, og såfremt euroen formår at stige til 0,93 dollar igen, vil det begynde at se ret bearish ud for dollaren. Kommer euro først igennem 0,95 vil jeg forvente, at "den store korrektion" omsider går i gang med en målkurs i det interval, som euroen handlede i fra 1989-1999, d.v.s. 1,1-1,2 dollar.
Hilsen Stump/Lars Hansen
|