Vis artikeloversigt
Markedskommentar fra www.spekulant.dk - uge 29+30
af Stump (29/07/2001 @ 16.00)
På opfordring af Spekulant.dk vil undertegnede fremover med jævne mellemrum på mailinglisten udsende kommentarer til de aktuelle begivenheder på finansmarkederne.
Min baggrund er kort fortalt, at jeg som privat investor har interesseret mig en del for aktier i et lille års tid. Hertil kommer, at jeg gennem hele mit voksne liv har været interesseret i generelle økonomiske, samfundsmæssige og historiske forhold. Jeg er midt i 30`erne og har en uddannelse som Civilingeniør, hvilket efter min egen ubeskedne vurdering har givet mig en udmærket analytisk sans.
Jeg har gennem nogen tid deltaget i debatten på Netposten og på Euroinvestor under synomynet "Stump", og en del kender sikkert mine holdninger derfra. Alligevel har jeg valgt at gøre denne første markedskommentar relativt lang, så nye læsere kan gøre sig bekendt med mit generelle syn på aktiemarkedets og økonomiens tilstand. Senere kommentarer vil blive væsentligt kortere og fokusere mere på aktuelle begivenheder samt på enkeltaktier/markeder.
Venlig hilsen,
Lars Hansen, alias Stump, stump@spekulant.dk
Markedskommentar fra www.spekulant.dk - uge 29+30
De sidste par uger har endnu engang været præget af uro og en generelt faldende tendens på alverdens aktiemarkeder. Uroen skyldes naturligvis, at de mange kvartalsregnskaber, der er blevet aflagt, indeholder det ene dårlige resultat efter det andet, samtidig med, at forventningerne til resten af året fortsat nedjusteres. Der er således endnu ingen egentlige tegn på nogen snarlig vending i den realøkonomiske situation. Samtlige indeks, man kan komme i tanke om, er da også nu i såvel kort- som langsigtet nedtrend forstået på den måde, at kurserne ligger under både 50 og 200 dages glidende gennemsnit (MA50 og MA200).
Det gælder også de nichemarkeder, som ellers klarede sig relativt godt i foråret, og som derfor så ud til måske at kunne gå foran resten af markedet ved at skifte til en langsigtet optrend. Herunder bioteknologi, Rusland og Latinamerika. Selv det defensivt prægede danske KFX indeks er nu faldet under MA50, og er dermed med betydelig forsinkelse fulgt efter alle de andre markeder ind i den fortsatte nedtrend.
Tilmed er både det japanske og det engelske indeks i denne uge faldet under de bunde, som blev sat i marts-april, hvilket må siges at være et yderligere salgssignal, selvom det endnu er meget spinkelt. Der er således endnu kun tale om ganske marginalt lavere kurser, og det engelske indeks er endda steget over bunden fra april igen. Flere andre europæiske indeks, herunder det svenske, er i øvrigt i stor fare for at følge efter, da de nu kun ligger ganske få % over deres respektive bunde fra april.
Udfra en umiddelbar vurdering er de globale aktiemarkeder således nu igen en synkende skude, og en sådan går man jo ikke frivilligt ombord på, heller ikke selvom billetterne sælges noget billigere end før! Man kan også, som Tøger Seidenfaden fra Politiken tidligere har gjort, udtrykke det sådan, at det gigantiske pyramidespil på aktiemarkedet fortsat er under afvikling.
Der er dog èn vigtig modifikation til det overordnede tekniske billede på aktiemarkedet tilstand, og det er det amerikanske marked og specielt DOW-indekset. Dette indeks dannede onsdag d. 25/7, hvad der for mig ligner slutningen på en ny W-bund. Sådanne bunde har flere gange tidligere givet anledning til voldsomme kursstigninger på aktiemarkedet, da de betragtes som et stærkt købssignal. For DOW har W-bundene efter nedadgående tests således i de sidste 2 år, hvor indekset har kørt vandret, næsten hver gang resulteret i en efterfølgende test af kanalens "loft" i 11000.
Sidste gang, vi så en W-bund på DOW var d. 4 april, og det blev som bekendt startskuddet til et større bearmarkedrally på alle aktiemarkeder. Der er dog flere vigtige forskelle fra dengang til nu, herunder især, at W-bunden d. 4 april også kunne findes på en række Europæiske indeks, hvilket IKKE lader til at blive tilfældet denne gang - så skal Europa i hvert fald se at komme i gang. Aktiemarkedet som helhed har heller ikke været igennem det voldsomme og næsten uafbrutte fald gennem ½ år, som det havde i april, og har derfor ikke "opsparet" helt den samme opadgående kraft og længsel efter kursstigninger.
Hertil kommer, at DOW denne gang ikke er faldet nær så langt som ved de foregående W-bunde gennem de sidste to år, så et muligt udfald er også, at DOW nu bare går ind i et tradingrange mellem f.eks. 10300 og 10600 og så bliver liggende der et stykke tid.
Kigger vi på Nasdaq er situationen en lidt anden end på DOW. Dette indeks har ikke sendt noget købssignal endnu, men noget frit fald er der på den anden side heller ikke tale om mere. Snarere må man sige, at indekset nu hele tiden afvises både op og ned, hver gang nogen forsøge at sætte en større bevægelse i gang. Den overordnede retning har dog været nedad siden midten af maj måned, men det bratte fald fra november til marts er altså nu erstattet af en meget mere rolig, sivende tendens.
Går man ind og kigger på de enkelte aktier i Nasdaq 100, er der stor forskel på, hvilken teknisk tilstand de er i. Nogle bundede faktisk ud allerede i april, og har været jævnt stigende siden da. Andre er faldet siden toppen i maj, men har nu været igennem en bundfase på 4-6 uger, og ser således teknisk set ud til at være klar til en ny stigning. Det gælder f.eks. for Cisco Systems, som netop har brudt op igennem MA50 efter en længere bundfase.
Der er imidlertid også aktier på Nasdaq, som endnu ikke rigtig er kommet ned fra den "boble", som blev skabt af stigningen i april, og som derfor nærmere ser ud til at have et nyt fald tilgode. Det gælder f.eks. for den største af dem alle: Microsoft. Endelig er der aktier, som nu er faldet betydeligt under bunden fra april. Det gælder f.eks. JDS Uniphase, som netop har foretaget Verdenshistoriens største afskrivning af goodwill på over 1/3 af det danske bruttonationalprodukt p.g.a. de mange virksomheder, som blev opkøbt alt for dyrt under internetboblen, og som derfor slet slet ikke har den værdi, som både JDS og investorene havde regnet med. Tallet må siges at være skræmmende, men taler i øvrigt for sig selv.
De tekniske signaler fra det amerikanske marked er således lidt modstridende, og det bliver spændende at se markedets reaktion i de kommende uger. For de mere spekulativt indstillede kan det nok være værd at holde øje med, om det amerikanske marked nu igen går i selvsving og begynder at stige voldsomt på trods af de elendige resultater for virksomhedernes indtjening. Skulle dette ske, vil det formentlig have en afsmittende virkning på Verdens øvrige aktiemarkeder, og - i hvert fald for en stund - standse kursfaldene her.
At det amerikanske aktiemarked p.t. klarer sig bedre end andre er der givetvis flere forklaringer på. Udover den optimisme, som rentenedsættelserne har medført, er den vigtigste forklaring nok den, at det var USA, som førte an i nedturen, både realøkonomisk og m.h.t. aktiekurserne. Siden er situationen, om ikke bedret, så dog stabiliseret i USA, hvorimod resten af Verden fortsat oplever en forværring af den økonomiske situation. Vi trækkes altså nu med ned af den amerikanske opbremsning.
Dette betyder, at det amerikanske marked i starten faldt mere end det europæiske, hvorimod Europa nu er ved at indhente det fald, som vi er "bagud", idet investorene i starten håbede på, at Europa ville klare sig fri af nedturen. Hvilket altså ikke blev tilfældet.
Europaindekset har imidlertid FORTSAT givet et lidt større afkast end verdensindekset set over 2 år, idet Europa faktisk steg MERE under den sidste hektiske fase af internetboblen fra november 1999 til marts 2000 end resten af Verden. Kigger vi på sektorer er det da også helt klart, at det er TMT aktierne, og herunder især de store teleaktier (Vodafone, Nokia m.fl), som er skyld i den "forsinkede" tilpasning af de europæiske aktiekurser til realiteterne, som nu er i fuld gang.
På det danske marked har vi set denne tendens i form af den - i forhold til USA - forsinkede nedtur i aktier som GN, NKT, Navision, 2M m.fl., som først NU har nået deres foreløbige bund, hvor mange amerikanske TMT aktier nåede deres foreløbige bund allerede i starten af april. De europæiske investorer har således bevaret optimismen omkring TMT aktierne noget længere end de amerikanske, men nu er også denne bastion for den "nye økonomi" faldet, hvilket blandt andet er gået hårdt ud over en del af de gode folk på Euroinvestor.
Selv om det amerikanske marked altså klarer sig relativt godt p.t. i forhold til det europæiske, ser jeg dog på lidt længere sigt en betydeligt større risiko i USA end i Europa, og det er klart min forventning, at en eventuel kraftig stigning i de amerikanske aktiekurser fra det nuværende niveau vil blive at kort varighed. Som langsigtet og ikke-risikovillig investor bør man derfor generelt holde sig langt væk fra amerikanske aktier et pænt stykke tid endnu. Og her taler vi nok desværre om år snarere end kvartaler, med mindre der kommer et egentligt "krak" på markedet, som kan bringe kurserne ned på et attraktivt niveau.
Mere kortsigtede og spekulativt indstillede investorer kan dog naturligvis udmærket forsøge løbende at score nogle hurtige gevinster i de amerikanske aktier, som teknisk set ligger til rebound. Altså f.eks. Cisco lige nu.
Der er 3 hovedgrunde til, at specielt det amerikanske marked for mig at se fortsat er aldeles uattraktivt for langsigtede, danske investorer:
1) dollarkursen
2) den amerikanske økonomis tilstand
3) prissætningen af aktier
Tager vi dollarkursen først, var èn af de vigtigste begivenheder i de sidste to uger for mig at se netop, at dollaren omsider begyndte at tabe terræn overfor euro. Dette er en meget vigtig udvikling, idet der kan være tale om starten på den "normalisering" af valutakurserne, som mange har forudset og efterlyst i lang tid, og dermed en større og længerevarende trendændring.
Det lykkedes nemlig IKKE for dollaren at bryde igennem den top, som blev sat overfor Euro sidste efterår, og efter at have ligget i et tradingrange mellem 0,84-0,86 dollar/euro siden maj, er dollaren nu meget tæt på at danne en dobbelttop overfor euro, hvilket må siges at være et teknisk salgssignal for dollar og købssignal for euro. En endelig bekræftelse på denne dobbelttop kræver dog, at euroen nu holder sig over 0,87 dollar på en mere permanent basis.
Der er imidlertid ingen som helst tvivl om, at dollaren er fundamentalt overvurderet, og at dette nu går hårdt ud over virksomhedernes indtjening i USA, så de basale forudsætninger for et fald i dollarkursen burde i høj grad være i orden. USA havde således sidste år et underskud på handelsbalancen på hele 4,4 % af BNP - den højeste værdi, som er målt siden 1933. Samtidig er dollaren steget næsten 30 % siden 1996 overfor et vægtet gennemsnit af USA`s handelspartnere, og er således nu tæt på sin absolutte rekord nogensinde, som blev sat i midt-80`erne.
Dette misforhold er så skrigende, at det råber til himlen, og på et tidspunkt vil boblen i dollarkursen blive lige så tydelig for alle, som boblen i Nasdaq er det - nu bagefter. Enigheden omkring "stærk dollar" politiken i USA er da også ved at krakelere, og det er formentlig blandt andet denne signalforvirring, som markedet nu reagerer på ved at sende dollaren lidt nedad igen. Ligesom euroen tidligere blev straffet for signalforvirringen omkring en evt. rentenedsættelse.
Problemet er så selvfølgelig bare, hvornår den STORE tilpasning i dollarkursen kommer? For de første tegn på en boble i Nasdaq kunne jo ses allerede i 1996 ifølge kritikere, så bobler kan godt leve længe. Der er imidlertid flere forhold, som for mig at se vil støtte en faldende dollarkurs i den kommende tid, hvorfor jeg godt tør anbefale, at man allerede nu handler på det spinkle salgssignal, som dollaren netop har sendt.
Først og fremmest er olieprisen nu faldet til den lave ende af OPEC`s målsætning, og der har de sidste år været en ret tæt sammenhæng imellem olieprisen og euro/dollar kursforholdet, således at dyr olie = dyr dollar og omvendt. Forklaringen på denne, umiddelbart lidt pudsige, sammenhæng er formentlig, at olie afregnes i dollar og at de olieeksporterende lande foretrækker at investere deres overskud i dollaraktiver. En høj oliepris betyder derfor et netto outflow af kapital fra eurozonen, hvilket trykker kursen på euro. Olieprisen ligger nu på ca. samme niveau som omkring nytår, og det vil derfor alene af denne grund være logisk, at euroen igen stiger til de 0,90-0,95 dollar, som den kostede i januar.
Hertil kommer, at euroen siden nytår blandt andet er blevet solgt på angst for stagflation, altså kombinationen af lav vækst og høj inflation, i Europa. Denne angst viser sig nu mere og mere at være ubegrundet, idet de seneste inflationstal fra Europa er nedadgående, hvilket peger på, at effekten af de mange engangsforhold (svækket valuta, dyr olie og fødevarekriser) IKKE har medført en højere løn- og prisstigningstakt generelt, som markedet ellers havde frygtet.
Og med fortsat udsigt til en sløv økonomisk vækst, både i Europa og i resten af Verden, er det svært at se, hvor et fornyet inflationspres skulle komme fra. Det seneste tal for vækst i pengemængden lå dog relativt højt, så billedet er fortsat ikke helt entydigt.
Mit gæt er dog alligevel, at inflationen i Europa vil fortsætte med at falde i de kommende måneder, hvilket vil muliggøre en europæisk rentenedsættelse sidst på året eller i begyndelsen af 2002, og dermed formentlig en lidt mindre negativ stemning omkring euroen.
Vender vi herefter blikket tilbage imod den amerikanske økonomi, så er det jo for længst en kendsgerning, at den er gået i stå, og at virksomhedernes indtjening rasler ned. Dette ville dog ikke i sig selv være et problem, hvis økonomien var nogenlunde sund og i balance, og der "blot" var tale om en almindelig konjunkturnedgang, drevet af en for svag efterspørgsel fra forbrugerne. For i så fald var rentenedsættelserne og skattelettelsen lige den medicin, som skulle til - ingen tvivl om det.
Som jeg ser det, er dette imidlertid langt fra tilfældet. Den amerikanske økonomi er derimod en højest usund bobleøkonomi, præget af en masse spekulationshurlumhej, et alt for stort privatforbrug, og en deraf følgende massiv afhængighed af tilstrømning af udenlandsk kapital.
Den økonomiske krise i USA skyldes jo nemlig IKKE, at forbrugerne er blevet for tilbageholdne. De lever tværtimod fortsat over evne, og sætter måned for måned nye historiske rekorder m.h.t. mængden af personlig gæld, ligesom huspriserne fortsat stiger langt hurtigere end folks lønninger. Disse tendenser er naturligvis uholdbare i længden, og er derfor dømt til at vende før eller siden.
Det økonomiske tilbageslag i USA skyldes indtil videre alene, at det ligeså uholdbare lånefinansierede investeringsboom, specielt indenfor TMT sektoren, kom til en brat ende. Boomet har dog nået at gøre en betydelig og formentlig langvarig skade, idet USA nu står med en kraftigt overinvesteret økonomi og den laveste kapacitetsudnyttelse i industrien siden 1982. Ikke underligt, at virksomhedernes indtjening lider, og at det er svært at se nogen udsigt til bedring her!
USA har i dag et relativt set lige så stort underskud på betalingsbalancen som Danmark havde i midt-firserne, hvor det ifølge Schlüter gik "ufatteligt godt" i Danmark - lige imod afgrunden. Men hvor underskuddet i Danmark trods alt til sidst udløste effektiv politisk handling for at genoprette den private opsparing (kartoffelkuren), så gør USA i dag det stik modsatte: man forsøger desparat at modvirke enhver tendens til, at forbrugerne skulle få den "vanvittige" idè at øge deres opsparing til et forsvarligt niveau.
Og skulle de endelig finde på at tage skridt i den retning, ja så sørger skatteprogrammet nu for, at USA s offentlige opsparing falder tilsvarende, så man er sikker på at kunne opretholde sin rekordstore og dermed meget farlige afhængighed af en konstant tilstrømning af udenlandsk kapital.
Skulle det lykkes for Bush og Greenspan at sparke væksten i gang allerede til næste år, som de selv og mange andre venter, ja så vil prisen derfor utvivlsomt blive en endnu større og dermed endnu farligere gældsboble i USA, og dermed en usikker og ustabil Verdensøkonomi mange år frem i tiden. Og så kan man jo spørge, om ikke det havde været bedre at tage en periode med beskeden vækst i USA, hvor ubalancerne blev bragt i orden? Det syntes jeg jo nok!
Investeringsforeningen Carnegie skriver faktisk direkte i deres seneste kvartalsregnskab, at den største "risiko" for Verdensøkonomien nu er, hvis de amerikanske forbrugere går tilbage til et normalt opsparingsmønster. Dette vil, ifølge Carnegie, kunne give en periode på 5 år med svag eller negativ vækst i USA - altså fint i overensstemmelse med de 6 magre år (1987-1993), som det tog for Danmark at gå fra at være en underskuds- til at være en overskudsnation efter vores uholdbare boom i økonomien toppede i 1986.
Så er det bare jeg spørger: Jamen, hvad er da alternativet til denne tilpasning? Er det muligt og ønskeligt, at USA på PERMANENT basis skal køre med et kæmpemæssigt betalingsbalanceunderskud, med det resultat, at udlændinge efterhånden kommer til at eje en stadigt større del af de amerikanske værdier, samtidig med, at hele Verdensøkonomien dermed bliver mere og mere sårbar overfor en vending i denne stadige strøm af kapital til USA?
USA har jo allerede kørt med underskud i næsten 20 år nu ("sjovt" nok samme tidsrum, som bullmarkedet for aktier har varet), så var det ikke på høje tid, at denne trend blev vendt, og USA måske ligefrem satsede på engang om en 4-5 år at begynde at betale noget af sin gæld tilbage?
Det mener jeg jo nok, det var, og i øvrigt tror jeg ikke, at markedet på længere sigt vil "acceptere" et så stort amerikansk underskud, som det vi ser nu, så det kommer formentlig til at give sig selv, uanset hvad Bush og Greenspan gør.
Historien er nemlig ret konsekvent på dette punkt: i et land, som har et stort underskud på betalingsbalancen og en kraftigt overvurderet valuta, så vil èt eller andet før eller siden "give sig", for at bringe forholdene tilbage til en balance. Det kan så være valutakursen eller økonomien, eller måske begge dele. Jeg tror, det er det, vi ser starten på nu i USA, men hvordan og hvor længe processen præcist kommer til at forløbe, er naturligvis svært at sige.
Man kan således ikke afvise, at det faktisk VIL lykkes at "sparke" den amerikanske vækst i gang allerede til næste år, hvilket i givet fald vil udsætte tilpasningen et stykke tid. Personligt tror jeg dog mere på, at de amerikanske forbrugere snart vil begynde at rette op på deres manglende opsparing, og dette vil i givet fald lægge en kraftig dæmper på styrken af en eventuel genopretning i væksten til næste år.
Som jeg ser det, er hele processen lidt den samme som den, der sker ved dødsfald i den nærmeste familie: Den umiddelbare reaktion hos mange er benægtelse, og først langsomt bliver folk psykisk i stand til at forholde sig til realiteterne.
Amerikanernes elskede "slægtning", boomet i 90`erne, er "dødt", og den første reaktion har hos de fleste været ren og skær fornægtelse - ligesom ved "rigtige" dødsfald. Jeg tror imidlertid vi i de kommende kvartaler og år vil se en gradvis erkendelse blandt amerikanerne af, at de gyldne tider ikke kommer igen foreløbig, og i denne situation vil de amerikanske forbrugere naturligvis rette op på deres manglende opsparing. En del af dem kan også meget vel blive tvunget til at gøre det, da de ikke længere vil være kreditværdige, f.eks. p.g.a. arbejdsløshed og/eller p.g.a. faldende huspriser og deraf følgende teknisk insolvens hos mange.
Den vigtigste af de "sten", som vil ramme de amerikanske forbrugere i de kommende kvartaler, er nemlig givetvis de fortsatte afskedigelsesrunder i mange virksomheder, og da især indenfor high-tech branchen. For disse afskedigelser er jo slet ikke overstået endnu, som den seneste runde regnskaber kun alt for tydeligt har demonstreret.
Hertil kommer, at amerikanerne nok får en skattecheck til efteråret, men til gengæld vil mange få sig en pæn lille negativ overraskelse, når den bonus fra arbejdsgiveren, som plejer at komme i januar, til næste år enten udebliver eller er stærkt reduceret.
Over 80 % af de amerikanske virksomheder bruger således èn eller anden form for bonus- eller aktieaflønning, og ligesom dette var med til at forstærke boomet i sen-halvfemserne, hvor overskud og aktiekurser steg fra år til år, giver det selvfølgelig den stik modsatte effekt nu, hvor det modsatte er tilfældet.
Faktisk er disse bonusudbetalinger formentlig "skyld" i, at væksten i Q1 år efter år lå pænt over væksten i de andre kvartaler under senhalvfemsernes boom. Dette bliver næppe tilfældet i 2002, hvor man snarere kan frygte den modsatte effekt, hvis folk har foruddisponeret den bonus, som er kommet hvert eneste år under boomet, og som derfor nu betragtes som en selvfølge - hvad den jo ikke er.
Rentenedsættelser og skattelettelser til trods har jeg derfor svært ved at forestille mig andet end en meget afdæmpet udvikling i det amerikanske privatforbrug i de kommende år. Mange forventer tilsyneladende p.t., at en nedadgående tilpasning i det amerikanske forbrug eller i huspriserne helt vil udeblive, fordi den endnu ikke er gået i gang. Dette svarer imidlertid for mig at se til at forvente, at det ikke vil blive rigtig vinter, fordi det endnu ikke har sneet i slutningen af november, selvom bladene for længst er faldet af træerne¼..
Disse ting tager tid, ligesom en Klovborgost, og tålmodighed er derfor virkelig en dyd under en "post-bubble" økonomi, som den USA og dermed tildels også resten af Verden, har nu. Nogle få måneders svage bedring af forskellige nøgletal er IKKE ensbetydende med en varig trendvending, som blandt andet påpeget af www.contraryinvestor.com. Økonomi udvikler sig nemlig ikke-lineært, og som påpeget af blandt andet Greenspan himself, er faren for en amerikansk recession bestemt ikke drevet definitivt over endnu.
Kigger man alene på erhvervslivets forhold, så må man jo i øvrigt også sige, at dette er den værste "ikke-recession", som USA nogensinde har oplevet, så recession eller ej er jo lidt af et akademisk spørgsmål. Virksomhederne bløder i hvert fald hårdt nok allerede.
Kigger vi endelig på aktiekurserne, så er de bestemt ikke så "udvaskede" og "latterligt lave", som mange gerne vil tro. Faktisk er de kun faldet ca. 20 % fra toppen, fordelt på ca. 6 % for "gammel økonomi" og ca. 66 % for "ny økonomi" aktierne.
Dette fald er imidlertid ikke meget større end det fald i virksomhedernes indtjening, som er sket fra Q2 sidste år til Q2 i år. P/E værdierne er således stort set ikke faldet siden toppen i 2000. Dette må siges at være tankevækkende, idet 2000 markerede en absolut rekord m.h.t. P/E værdier såvel som andre værdisætningsmålestokke på det amerikanske marked.
P/E værdierne har simpelthen aldrig været højere i markedets 200-årige historie, og de ligger altså FORTSAT på dette historisk høje niveau, hvilket viser, at markedets risikovillighed og/eller forventningerne til den fremtidige
indtjeningsvækst fortsat er historisk høje.
En undersøgelse, refereret på www.prudentbear.com, viser da også, at antallet af investorer, der selv erklærer sig som "bulls", nu er langt større end antallet, der erklærer sig som "bears". Faktisk har antallet af "bears" i undersøgelsen ikke været lavere siden 1996.
Ser man på de danske banker og investeringsforeninger, er der snart heller ikke en eneste af disse, som forventer andet end, at bunden i aktiemarkedet blev nået i april. Og det passer jo meget godt ind i det billede, som den amerikanske undersøgelser giver!
En sådan markedsstemning er imidlertid slet slet ikke det, man forbinder med en "bund" i et langvarigt bearmarked, hvor tendensen snarere er, at alle ser enormt pessimistisk på fremtiden. Stemningern er derimod naturligvis èn, der kan give anledning til et bearmarkedrally - altså en ubegrundet og som regel kortvarig stigning i kurserne.
Der er således masser af grunde til fortsat at forholde sig skeptisk til det amerikanske aktiemarked, og da det er kurserne her, som i høj grad styrer alle andre markeder, gælder dette nok for aktier generelt, eller i hvert fald for højtvurderede vækstaktier.
Helt overordnet set vil jeg derfor anbefale, at man fortsat forholder sig meget skeptisk omkring langsigtet investering i globale vækstaktier og KUN overveje at gå ind i markedet mere kortsigtet, hvis markedet sender et klart teknisk købssignal, f.eks. i form af en stigning over MA50.
At man i så fald går glip af den første del af stigningen burde ikke være noget problem, hvis der virkelig er tale om den store, overordnede vending, som optimister håber på. For i så fald vil stigningerne jo herefter fortsætte i årevis. Man har således sagtens "råd" til at gå glip af de første 5-10 %, eller hvor meget det nu bliver, før man når at hoppe på.
Hvis hele stigningen derimod kommer i løbet af 14 dage, som vi så i april, ja så når man selvfølgelig ikke med ved en så "defensiv" strategi, men så er der pr. definition heller ikke tale om nogen varig vending. Og så må man jo bare være tålmodig og læne sig tilbage og vente på, at kursene kommer ned igen. Ligesom dem, der ikke nåede med på vognen i april, har kunnet gøre det indtil nu.
I mellemtiden kan man jo så satse på danske eller europæiske obligationer, som nu er steget over MA50 igen, og som givetvis vil stige yderligere i de kommende kvartaler, hvis de makroøkonomiske forventninger, som jeg her har beskrevet, kommer til at holde stik. Der findes også fortsat på det danske marked en del interessante enkeltaktier, som bestemt ikke er optimistisk prissat, men det vil jeg vende tilbage til i senere markedskommentarer.
Disclaimer
Indholdet i denne markedskommentar er baseret på alment tilgængelige oplysninger, og udfaldet af finansielle dispositioner, truffet på baggrund af markedskommentaren, er uden afsvar for forfatteren eller for Spekulant.dk.
|
-
MedicoInvestor.com