Vis artikeloversigt
Markedskommentar fra Spekulant.dk - uge 7+8
af Stump (24/02/2002 @ 23.47)
Uge 7 blev en rebounduge på de internationale aktiemarkeder, som jeg havde forudset, men festen sluttede noget hurtigere og mere brat end jeg havde troet. Mest imponerende var rallyet i DOW Jones og Nikkei, som begge formåede at krybe over det psykologiske 10000 niveau, om end det for DOW Jones vedkommende kun blev kortvarigt. DOW Jones indhentede dog ikke mindre end 75% af sit totale fald siden begyndelsen af januar på en uge, og det er jo fantastisk. I hvert fald hvis man nåede at hoppe af i tide.
Da DOW Jones torsdag d. 14/2 ramte sit 200 dages glidende gennemsnit i ca. 10100 og Nasdaq overkanten af sin faldende trendkanal i ca. 1875 sluttede festen nemlig brat og et spektakulært udsalg gik i gang, som igen navnlig ramte teknologiaktierne, medens DOW og Nikkei slap relativt billigt fra affæren. Nikkei præsterede endda nok et fantomhop opad i uge 8, efter sigende udløst af, at regeringen greb ind og støttede markedet af bekymring for, at de faldende aktiekurser skal gøre bankerne insolvente ved det japanske regnskabsårs afslutning d. 31/3. Den slags manipulation har som regel kun en meget kortvarig effekt, og bør ses som en fremragende lejlighed til at SÆLGE, hvis man af én eller anden grund stadig ejer japanske aktier.
Onsdag d. 20/2 skiftede det amerikanske marked så igen brat retning og begyndte at stige som en raket, muligvis fordi Nasdaq Composite havde ramt bunden af sin faldende trendkanal og Nasdaq 100 samtidig var nået ned på et niveau, som svarer til bunden fra marts 2001. Hvad ved jeg. Op gik det i hvert fald, men forinden havde S&P 500 indekset kortvarigt nået at være under sin støttelinie i 1080, og Nasdaq havde sat en ny bundrekord for bevægelsen i ca. 1725. Så det er ikke fordi markedet ligefrem viser "styrke". Tværtimod.
Allerede torsdag d. 21/2 var nedtrenden da også tilbage på sporet for fuld musik med et nyt lavpunkt for Nasdaq og gensyn med 1080 niveauet på S&P 500, så man kan jo godt spørge sig selv om, hvad DET rally skulle gøre godt for? Panikagtig shortcovering og "maskinordrer" lagt ved en vigtig støttelinie var nok, hvad det mest af alt drejede sig om.
Fredag d. 22/2 gik det atter opad, men igen primært for DOW Jones, som gentestede 10000, samtidig med, at Nasdaq var helt nede og teste 1700 niveauet. Dette niveau dannede dog i første omgang støtte, og også S&P 500 indeksets vigtige støttelinie i 1080 holder indtil videre stand. Så måske skal vi have nok en kraftig optur imod 1125 niveauet på S&P 500 i næste uge, som jo indeholder en månedsafslutning? Hvem ved.
Nasdaq indekset er imidlertid nu i en meget klar nedtrend, og denne nedtrend er oven i købet baseret på "deltagelse" af et stadig mere bredt udsnit af indeksets aktier, herunder de "tungeste" drenge som IBM, Microsoft, Cisco og Intel, hvilket må siges at være et meget ildevarslende signal for markedet som helhed. IBM er i den forbindelse atter blevet en 2-cifret aktie, og har altså tilsyneladende kurs imod 90$, som jeg forudsagde tidligere på året.
(Det skal lige siges, at IBM ikke indgår i Nasdaq-indekset, men i Dow Jones-indekset - udviklingen i IBM kan dog i høj grad være med til at påvirke "stemningen" i Nasdaq-indekset - f.eks. ville en kraftig IBM nedjustering uden tvivl sende Nasdaq sydpå, red.)
Selv Intel blev omsider "knækket" i uge 8, efter at en analytiker (surprise, surprise) havde fundet ud af, at PC-industrien ikke står foran noget nyt boom. For dem, som har bare en smule omløb i pæren og lidt øjne i hovedet, burde dette ikke komme som noget stort chok, idet selv den "stærkeste" spiller i PC-branchen, Dell Computer, for længst var at finde blandt katagorien "nedtrendaktier" sammen med "småting" som IBM og selveste Microsoft. ("Guuuud. Har Intel også noget med PC-branchen at gøre???")
Jeg gætter på, at Intels meget velfortjente nedtur vil formå at gøre kål på den sidste lomme af styrke på Nasdaq, nemlig halvlederaktierne, idet Intel i sagens natur vejer meget tungt i denne gruppe. Intel udgør således ikke mindre end ca. 8% af det samlede Nasdaq 100 indeks. Lige nu ligger SOX indekset dog over en vigtig støttelinie i 500, så et rebound herfra - igen igen igen - er bestemt også en mulighed på kort sigt.
DOW Jones fortsætter af én eller anden grund med at outperforme de andre indeks, og det skulle såmænd ikke undre mig, om DOW har kurs imod de 10300 igen på kort sigt, så vi kan få en nydelig "dobbelttop" på dette niveau. Det virker for mig at se nærmest som om nogen for enhver pris forsøger at forhindre, at S&P 500 indekset falder under 1080. Og for at opnå dette bliver der så købt hidsigt ind af "gammel økonomi" aktier, som DOW er "tung" i, hver eneste gang teknologiselskaberne har fået sig nogle velfortjente tæsk, og dermed har trukket det mere teknologitunge S&P 500 ned.
Og måske er det faktisk noget i den retning, som sker. Selvom der vel i princippet også bare kan være tale om sektorrotationseffekter, altså at de penge, som nogen har fået frigjort ved at sælge teknologiaktier, "skal" placeres andetsteds. Og det bliver så i DOW aktierne, som derfor skubbes op i pris. Denne effekt så vi jo i ekstrem grad i begyndelsen af 2001, hvor DOW først til allersidst og meget kortvarigt deltog i det "ben" nedad, som kulminerede i slutningen af marts 2001, og det på trods af, at Nasdaq i perioden fra september 2000 til marts 2001 faldt med ca. 60%.
DOW bruges således at mange som en "sikker havn", hvor fjollet den end kan lyde. For selvfølgelig er en virksomhed ikke immun overfor, hvad der sker i Verden, bare fordi den er tilstrækkelig stor. Men så længe tilstrækkelig mange leger denne "leg" sammen, så vil den virke. I hvert fald for en tid.
Der er dog heller ingen som helst tvivl om, at der er en række særdeles kapitalstærke aktører på det amerikanske aktiemarked, og hovedparten af disse aktører har en betydelig interesse i, at aktiemarkedet er i optrend snarere ned nedtrend. Blandt andet fordi optrend på aktiemarkedet er en nødvendig forudsætning for at genoprette det positive cash-flow fra private investorer til investeringsbranchen, som er tørret ud under bearmarkedet.
Så hvorfor skulle nogen af disse aktører ikke forsøge at "støtte markedet" på de kritiske tidspunkter, enten alene eller efter en stiltiende aftale med hinanden, i et lønligt håb om at undgå et nyt "ben" nedad i bearmarkedet, som kunne skade deres forretning temmelig meget? I Japan er det åbenbart regeringen, som gør det, og det endda helt åbenlyst.
Hvad end årsagen er til aktiemarkedets vilde krumspring, så er det naturligvis ganske underholdende at følge med i, og som shortsælger har man da kunnet hente sig en pæn lille gevinst på Nasdaq siden starten af januar, især hvis man har haft nerver til at holde sig i ro under markedets utallige små og store rebounds. At være short i S&P eller DOW Jones har derimod været en noget frustrerende oplevelse, idet det brede marked stort set ikke har rørt sig ud af flækken siden starten af november.
Hvis man ikke har mulighed for eller lyst til at gå short i markedet, og hvis man heller ikke har lyst til at stille sine surt opsparede skillinger på højkant i et vildt kasino som "almindelig" investor, så gør man til gengæld nok klogt i at nøjes med at følge slagets gang fra sidelinien, og i stedet kigge lidt nærmere på obligationsmarkedet, eller måske på valueinvestering, hvis vi taler om seriøs og langsigtet pengeanbringelse.
I princippet minder det tekniske billede af S&P 500 nemlig på en prik om det, vi så i sommers: Indekset har klart toppet, men forsøger nu at danne en base på et lavere niveau. Skal man tolke dette markedspsykologisk, så må det være noget med, at optimisterne ligesom i sommers nu nødtvunget har måttet erkende, at kurserne ikke kunne stige lige direkte ind i himlen efter den "bund", som blev nået i marts/september 2001.
Efter at være kommet sig over denne skuffelse har de så erkendt, at "OK, kurserne var da måske også steget lidt vel hurtigt (ja mon ikke!), og det er måske meget sundt og naturligt med en konsolidering, førend vi fortsætter videre opad under det nyfødte bullmarked". For dem, som holder regnskab, så startede det nuværende "bullmarked" med det skarpe rebound væk fra bunden i september 2001. I sommers startede det "nye bullmarked" med det tilsvarende skarpe rebound væk fra bunden i marts.
I sommers blev afslutningen på den leg som bekendt, at den støttelinie, markedet havde dannet, pludselig ikke holdt mere, og herefter gik det meget hurtigt sydpå med et nyt "ben" nedad. Det helt afgørende og spændende bliver selvfølgelig at se, om vi nu står over for en gentagelse af dette forløb, eller om det denne gang rent faktisk vil lykkes for markedet at danne en holdbar "base" på et niveau, som ligger mellem bunden fra september og toppen fra begyndelsen af januar. Teknisk set er det nemlig sådan, at et bearmarked af den type, som vi har haft, "bør" slutte, så det ville i givet fald være helt efter bogen.
Det vigtigste argument for, at optimisterne måske kunne vinde denne gang, er naturligvis de noget bedre økonomiske nøgletal, som vi har set på det sidste, og de tilpasninger, som erhvervslivet allerede HAR foretaget i form af massive fyringsrunder og lagerreduktion. Virksomhedernes indtjening er desuden nu SÅ ringe, at det næsten kun kan gå fremad for denne primære "driver" bag aktiekurserne. Det må man indrømme.
Det vigtigste argument for, at optimisterne kan tabe kampen endnu engang (= et nyt ben nedad i bearmarkedet) er, at den meget ringe indtjening i virksomhederne overhovedet ikke er afspejlet i de nuværende aktiekurser. Tværtimod ligger de amerikanske aktiekurser fortsat ca. 50% OVER den historiske trendlinie, og amerikanske aktier handler i øjeblikket med ca. samme risikopræmie som virksomhedsobligationer, hvilket simpelthen ikke kan begrundes rationelt.
Enten er det amerikanske aktiemarked derfor stadig overvurderet, selvom S&P 500 er faldet ca. 28%., eller også er renten på virksomhedsobligationer urimeligt høj. På ét eller andet tidspunkt skal denne "fejl" selvfølgelig rettes, og hvorfor skulle det ikke blive nu, og hvorfor skulle det ikke blive i form af lavere og mere normale aktiekurser?
Hertil kommer, at optimisterne i sommers fik god "hjælp" fra Nasdaq, som dengang formåede at danne en relativt vandret støttelinie efter sit første fald fra toppen, i lighed med det brede marked. Denne "hjælp" mangler fuldstændig i dag, hvor Nasdaqs kortsigtede trendkanal er stejlt nedadgående.
Dette betyder i al sin enkelthed, at ikke-teknologiaktier skal handles mere og mere op for at holde S&P 500 indeksets over det kritiske niveau, i takt med at indeksets mange teknologiaktier handles til lavere og lavere priser. Er der slet ingen grænser for, hvor meget detailhandelskæder (f.eks. Walmart eller Home Depot), læskedrikfabrikker (Pepsi) eller bleproducenter (Procter & Gample) kan handles op for at kompensere for de faldende teknologiaktier? Det bliver spændende at se. Med P/E værdier på 35-45 er disse aktier gudhjælpemig ikke ligefrem "billige", men det betyder selvfølgelig ikke, at de ikke kan blive handlet endnu højere op. I hvert fald for en stund.
"Krigen" udspiller sig i øjeblikket omkring 1080 niveauet på S&P 500, og hvis dette niveau falder, vil den formentlig flytte ned til 1050, hvis jeg skal komme med et gæt. Falder også dette niveau vil det efter min opfattelse have en så negativ indvirkning på markedspsykologien, at vi med stor sandsynlighed får et nyt hurtigt "ben" nedad, eller i hvert fald en gentest af bunden fra september. Et sådant scenerie ligger dog formentlig noget ude i fremtiden, da optimisterne næppe vil give op lige med det samme. Men måske kan vi nå det til slutningen af marts, så vi kan fastholde frekvensen med et ben nedad præcis hver 6. måned? Det ville da være næsten poetisk, ville det ikke?
Hvorfor falder aktierne nu, når det "går fremad med økonomien"?
Den officielle "undskyldning" for, at aktiekurserne falder i øjeblikket, er som bekendt, at der er blevet sået tvivl om specielt de amerikanske selskabers regnskabspraksis. Og noget er der naturligvis om denne snak. Det er i hvert fald tydeligt, at der lige nu foregår "panikagtige" udsalg i alle aktier, hvor der er blevet rejst tvivl om regnskabspraksis, og teknologisektorens store problemer er formentlig også delvist relateret til regnskabsbekymringerne, idet det jo ikke mindst er her, at de kreative principper florerede under den "nye økonomi".
Der er dog ingen tvivl om, at teknologiaktierne OGSÅ falder, fordi der fortsat kommer et væld af uldne meldinger og direkte nedjusteringer, ikke mindst fra tele- og netværkssektoren. Endelig falder teknologiaktierne naturligvis af den helt enkle grund, at de fortsat er urealistisk dyre. Nasdaq har jo således rent faktisk klaret sig BEDRE end S&P 500 siden slutningen af marts, og selv i dag ligger Nasdaq Composite ca. 7% højere end dengang, p.g.a. det skarpe rebound i 2. kvartal 2001 og igen i 4. kvartal 2001.
Disse rebounds giver fundamentalt set ikke nogen som helst mening, idet der intet som helst positivt er sket i teknologisektoren siden marts 2001. Snarere tværtimod. Hele forløbet må derfor primært tages som udtryk for, at der stadig er stor vilje og lyst til at spekulere i teknologiaktier, og at det tager sin tid for markedet at nå frem til en ny ligevægt, når forventningerne har været SÅ opskruede og priserne SÅ grotesk fordrejede, som de blev det under den store teknologiboble.
Nasdaq 100 indekset blev fra 1992-2000 ca. 14-doblet i kurs, og selv efter de store kursfald siden marts 2000, er indekset fortsat vurderet ca. 4 gange højere end i begyndelsen i 1992, hvor DOW Jones eller KFX trods alt "kun" er ca. 3 gange højere vurderet end i 1992. Dette betyder, at kursen på Nasdaq 100 de sidste 10 år er steget med ca. 15% om året i gennemsnit, medens DOW eller KFX "kun" er steget med ca. 11-12% om året.
Ovenstående giver naturligvis ingen som helst mening, for virksomhederne i Nasdaq 100 har ikke 4-doblet deres indtjening over de sidste 10 år, og teknologibranchen er ikke den branche, hvor der p.t. hersker de bedste indtjeningsforhold. Tværtimod er der nu så massiv overkapacitet i branchen, at indtjeningen er bombet tilbage til samme niveau som i begyndelsen eller i hvert fald midten af 90’erne, hvilket altså slet ikke er afspejlet i de nuværende aktiekurser. Der er derfor al mulig god grund til at forvente, at teknologiaktierne vil blive ved med at klare sig ringere end det brede marked længe endnu, bortset fra eventuelle spektakulære men kortvarige rebounds.
Også stigningstakten for det brede aktiemarked på ca. 11½% om året over de sidste 10 år ligger i øvrigt langt over den historiske stigningstakt for aktier, som er på ca. 6½% om året, og dette er mildest talt ikke noget positivt tegn m.h.t. det fremtidige afkast på aktier generelt.
I princippet vil der derfor ikke være som helst underligt i, at aktiekurserne fortsætter med at tilpasse sig nedad efter 90’ernes overdrivelser, også selvom USA måske kommer til at opleve positive økonomiske vækstrater i de kommende 1-2 kvartaler p.g.a. en overstået lagerkorrektion og et fortsat stærkt lånefinansieret forbrugsboom.
Kigger man på en 10-årig kursgraf for S&P 500 indekset eller for DOW Jones er der da heller ikke noget som helst, som tyder på, at markedet er ved at ændre retning. Tværtimod har S&P 500 overordnet set stadig præcis den samme "fart" nedad, som det har haft siden efteråret 2000, og DOW Jones skiftede i løbet af 2001 fra en vandret trend til en langsom nedtrend, som for mig at se ligner noget, der kun lige er begyndt.
Hvis man tror på, at aktiemarkedet er et "spejl" på økonomien, så er det budskab, som DOW Jones grafen fortæller os, ikke, at den amerikanske økonomi har været igennem en lang og dyb nedtur, som nu er ved at blive afløst af bedre tider. Grafen fortæller os nærmere, at den "brede" amerikanske økonomi har været igennem et mangeårigt boom, men at dette boom har kulmineret og nu nærmer sig sin afslutning. Og det er vel også den historie, som huspriserne, dollarkursen, USA’s betalingsbalanceunderskud eller udviklingen i de amerikanske forbrugeres opsparing fortæller. Der er nemlig intet som helst "recession" over nogen af disse tal. Tværtimod.
Kigger vi på de andre finansielle markeder, så er det karakteristisk, at de fleste konjunkturfølsomme aktier eller markeder blev hamret ned efter terrorangrebet 11. september, idet investorerne forventede noget i retning af "Verdens ende". Da de amerikanske forbrugere, til alles overraskelse, blev ved med at bruge løs, og da krigen i Afghanistan blev vundet relativt let og hurtigt, så er disse aktier/markeder siden kommet meget stærkt igen. Det gælder f.eks. aktiemarkederne i Asien minus Japan, Østeuropa eller Latinamerika, og det gælder for individuelle "klassiske" konjunkturfølsomme danske aktier som B&O, SAS eller A.P. Møller.
Det interessante er så, at alle de ovennævnte aktier og markeder siden starten af januar har lavet noget, som MEGET minder om en "rullende top", ligesom de toppe f.eks. S&P 500 indekset eller det tyske DAX allerede HAR fuldført. Generelt mangler toppen i de nævnte aktier / markeder dog stadig at blive bekræftet endeligt ved et brud ned igennem 50 dages glidende gennemsnit, men det er måske kun et spørgsmål om tid.
Tilsvarende har obligationskurserne siden starten af januar dannet noget, som MEGET minder om optakten til en "rullende bund", men også her mangler vi en endelig bekræftelse af bunden i form af et brud OP igennem 50 dages glidende gennemsnit. Også her er det dog måske kun et spørgsmål om relativt kort tid, før et sådant brud kan komme. F.eks. ligger den toneangivende danske obligation, 6-11’eren, kun ca. 0,7 kurspoint under sit 50 dages glidende gennemsnit i kurs 107.
For mig at se er der ingen tvivl om, at ovenstående udvikling er et klart "budskab" fra markedet om, at troen på en stærk økonomisk fremgang ikke er helt så klippefast, som den har været. Markedet er dog heller ikke endnu parat til helt at opgive håbet, men det er som nævnt måske kun et spørgsmål om tid.
Også under de forrige "ben" nedad var det jo således teknologiaktierne, som førte an i retningsskiftet, og senere satte retningen for både økonomien og resten af markedet. Og hvorfor skulle noget lignende ikke kunne ske igen? Trods alt er det vel lidt svært at forestille sig et markant opsving i økonomien, hvis en så vigtig sektor som teknologi stadig ligger fuldstændig lammet hen p.g.a. overkapacitet og manglende indtjeningsevne.
Jeg kan her tilføje, at jeg ikke står helt alene med den opfattelse, at de finansielle markeder nu afspejler væsentligt bedre økonomiske udsigter end der måske reelt er. Sparinvest skriver faktisk nogenlunde det samme i deres kvartalsrapport for 4. kvartal, både med hensyn til kursudviklingen på obligationsmarkedet og kursudviklingen på aktiemarkederne i f.eks. Asien. Jeg tror, de har ret, og at resten af markedsdeltagerne nu så småt er begyndt at dreje i denne retning også.
Grundlæggende er der vel også nogenlunde overensstemmelse mellem de økonomiske nøgletal, som vi har set på det seneste, og så ovennævnte udvikling i markederne. De økonomiske nøgletal peger således ikke længere nedad, men de peger heller ikke skarpt opad, og Michigan Universitetets forbrugertillid faldt faktisk lidt i februar, i fuld overensstemmelse med den udvikling vi har set i en anden vigtig "tillidsundersøgelse": aktiemarkedet. Det bliver spændende at se, om det også kommer til at gælde for den landsdækkende undersøgelse af forbrugertilliden, som bliver offentliggjort i næste uge.
Den "frække" investor reagerer allerede NU på de signaler, som der er i markedet, og sælger sine konjunkturfølsomme aktier, som allerede har dannet noget der ligner en topformation, til fordel for obligationer med en vis løbetid. Hvis de konjunkturfølsomme aktier så - mod forventning - bryder ud af deres tradingrange i opadgående retning og obligationerne i nedadgående retning, så må man "hoppe på i farten" og tage det lille tab, som manøvren i givet fald vil have givet.
Den mere konservative investor afventer omvendt, at der skal ske brud på 50 dages glidende gennemsnit, førend han eller hun køber eller sælger noget som helst. Kommer disse brud bør det til gengæld tages meget alvorligt, for vi er stadig midt i det værste bearmarked for aktier siden 1975 og den værste globale recession siden 1981, og mange konjunkturfølsomme aktier som f.eks. SAS, B&O eller A.P. Møller er stadig i en veldefineret langsigtet nedtrend. At ignorere det faresignal som en rullende top og et efterfølgende brud ned igennem 50 dages glidende gennemsnit er, kan i den situation blive MEGET dyrt. Som mange jo f.eks. måtte sande i sommeren 2001.
Kommentarer til danske aktier
Det danske aktiemarked er stadig fanget i et relativt snævert handelsinterval for KFX’en mellem 260 og 270. Men det betyder jo ikke, at der ikke sker noget på selskabsplan.
Den forgangne uges helt store vinder var Lundbeck, som drønede i vejret som en raket, efter at der er sket store fremskridt i retning af at få godkendt et nyt produkt til behandling af Alzheimers. Dette er da også en meget vigtig nyhed, for den væsentligste anke imod Lundbeck, og den væsentligste grund til, at aktien indtil for nylig tog sig en lille "slapper" efter sin himmelflugt, er den enorme risiko, som følger af at virksomheden er afhængig af ét enkelt produkt, hvis patentbeskyttelse oven ikøbet er ved at løbe ud.
Også her er der dog godt nyt for Lundbeck, idet man har indgået en aftale med en kopiproducent på det engelske marked, som måske kan være med til at forsinke processen i retning af øget konkurrence noget.
Jeg har aldrig været nogen stor fan af Lundbeck, da jeg finder aktien temmelig risikabel (det er næsten umuligt at vurdere den fremtidige indtjening) samtidig med, at der i knap et års tid allerede har været indregnet enormt positive forventninger i kursen. Og jeg er altså ærlig talt lidt allergisk overfor disse multi høj-P/E aktier, hvor der ikke er plads til den mindste afvigelse fra det meget positive scenarie, uden at aktien drøner ned i kurs. Sporene skræmmer li’som ik’?
Jeg er heller ikke særlig vild med Lundbecks "stil" og virksomhedskultur, som jeg finder meget gammeldags og tillukket, i grel modsætning til det progressive image, som virksomheden har blandt mange private investorer, og i grel modsætning til Novo, der efter min mening er en meget mere moderne virksomhed..
Man kan dog ikke sige noget på, at Lundbeck er steget på de nævnte nyheder, og kan man lide aktien, så er det nok bare om at hænge på. Første modstandsniveau er nok de 260, som udgjorde toppen under efterårets rally, og kommer den igennem her, skal vi nok se de 300 igen. Herefter er det kun fantasien/drømmene, som sætter grænserne, og de fejler som bekendt ikke noget, når vi taler om Lundbeck.
Alternativet er selvfølgelig en ny topformation omkring de 260, efterfulgt af nye tilbagefald. En sådan top vil dog givetvis tage mindst 1 måned at få dannet, så der er næppe grund til at sælge Lundbeck lige nu. Hæng på og se hvad der sker. Nye køb bør dog næppe foretages, førend aktien klart har brudt med de 260.
For dem, som er lidt skeptiske over for teknisk analyse, vil jeg i øvrigt nævne, at vi faktisk fik et "hint" fra markedet om, at der kunne være stigninger på vej i Lundbeck, et pænt stykke tid inden de kom. Aktien havde nemlig længe ligget og handlet mellem 195 og 220 kroner, men efter det sidste test af 220 var den meeeeeget træg til at komme ned imod de 195 igen (stigende momentum). Jeg var short i aktien, men valgte at lukke ned i 205, selvom jeg havde et kursmål på 195-200, da jeg syntes det så noget "forkert" ud. Og det var det også: aktien kom aldrig ned til bunden af sin kanal, som den "skulle", men steg tværtimod kort tid efter til 220 kroner, hvorefter eksplosionen opad kom efter få dage.
I princippet tyder forløbet på en svag insiderhandel, og det vil man næsten altid se forud for vigtige nyheder, idet der jo altid vil være nogen, som "ved noget", måske bare fordi de kender én, som arbejder i virksomheden, og som fortæller, at det egentlig går ret OK, osv osv. Helt undgå dette fænomen kan man nok aldrig, og i hvert fald er det en kendsgerning, at aktier meget ofte begynder at bevæge sig kursmæssigt (i dette tilfælde falde meget trægt i et i øvrigt surt marked), INDEN en vigtig nyhed kommer ud. Tegn på en "ændret opførsel" i en aktie er derfor altid værd at holde øje med.
De forgangne ugers største "stinker" må til gengæld være Carlsberg, som efter at være steget på nogle tynde rygter faldt tilbage til 340 efter at have fremlagt et ikke særlig godt regnskab. Hvad værre er, så havde man inden regnskabet ringet udvalgte analytikere op og advaret om, at der var dårligt nyt på vej. Dette betød, at den kursmæssige tilpasning stort set var overstået, inden de private investorer fik at vide, hvad der foregik. Resultat? En "næse" fra Fondsbørsen, som dog ikke agter at foretage sig yderligere i sagen. Har vi et "tillidsproblem" på den danske Fondsbørs? Ja mon ikke!
Min tillid til Carlsberg kan ærlig talt også ligge på et ret lille sted efter affæren og det slatne regnskab, og jeg har temmelig svært ved at se, hvad der skal løfte kursen op over de 340 foreløbig. Også langsigtet har Carlsberg været en massiv underperformer, da den ikke er steget i 10 år, og jeg ville derfor, især efter det skete, foretrække Danisco,
Novozymes eller Novo, hvis jeg skulle investere langsigtet i nogle af de defensive danske KFX aktier.
Alle de tre nævnte aktier kan p.t. fås til nogenlunde acceptable priser, omend specielt Novo har en lidt høj P/E værdi på ca. 30. Omvendt er Novo også en virksomhed, som altid leverer varen, og jeg ville helt sikkert hellere eje aktier i Novo som en langsigtet investering end i eksempelvis Procter & Gamble (P/E på 39), Home Depot (P/E på 44) eller mange andre amerikanske virksomheder.
Teknisk set ligger Novo dog ikke så stærkt lige nu, og det ser mest ud til, at aktiens rally på det seneste blot var nok et kortvarigt gensyn med "kanalens" loft i knap 340. Men vi får jo se. Danisco og Novozymes ligger begge fuldstændig døde hen, men det positive ved det er jo, at man da så i hvert fald ikke TABER penge, og det beskedne udbytte på begge aktier kan jo nogenlunde konkurrere med en bankbog. Hvad yderligere afkast angår, må man jo så bare være tålmodig og vente. Jeg tror ikke, at der er nogen markant stor downside i nogen af de to aktier, med mindre hele markedet skal prissættes til nogle helt andre P/E værdier end i dag.
Ugens "aktietip", sagt med betydelig ironi, bliver ingen ringere end selveste FLS. FLS har som bekendt været en taberaktie igennem mere end et helt årti, og læserne tror sikkert, at jeg må have fået en hjerneblødning, når jeg nu trækker netop dette papir frem som et "tip". Jeg ser imidlertid 2 vigtige argumenter for, at FLS måske kunne blive en ret givtig investering på mellemlangt sigt, d.v.s. ca. 2-3 år.
Grund nummer 1 er den helt simple, at aktien nu er blevet meget billig. Den er ganske vist steget en del siden bunden i efteråret, men den kan stadig fås for ca. 75 kroner, hvor man så sent som i sommers skulle betale 90 kroner eller mere. Og dengang var de fleste sikre på, at "nu var bunden nået". Ja faktisk er aktien ikke dyrere end den var lige efter terrorangrebet d. 11 september, og den er billigere end den har været på noget andet tidspunkt i de sidste 10 år.
Dette er i sig selv et vigtigt købsargument, for FLS ejer jo fortsat en lang række fysiske aktiver i form af cementfabrikker og meget mere, som aldrig "går af mode", som naturligvis har en værdi, og som man altså nu kan få en andel af meget billigt. Hvor billigt må man selv sætte sig ind i. Og kunsten ved investering er jo netop at købe billigt, når alle andre er flygtet skrigende bort, for så senere at sælge dyrt, når aktien er steget, og de pludselig gerne vil være med igen.
Grund nummer 2 er, at der faktisk er sket noget positivt, som i betydelig grad øger chancen for, at en "turnaround" på sigt kan skabes i FLS, ligesom den f.eks. blev skabt i det først hæderkronede, så hadede, og så igen hæderkronede ØK: Familien Kjær har tilkendegivet, at de er villige til at opgive deres magt over imperiet FLS. Dette er meget vigtigt, idet en sådan udvikling er en helt nødvendig forudsætning for at skabe en positiv vending i FLS, hvis primære problem er, at det er en dårligt ledet virksomhed.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at FLS er en relativt risikabel investering lige nu, idet virksomheden er konjunkturfølsom, blandt andet imod den kriseramte flyindustri, og p.t. taber penge. Der er således ingen garanti imod, at aktien kan falde yderligere i kurs, hvis den globale recession trækker ud, og i princippet kan de vel risikere at gå fallit, hvis alt går helt galt.
Jeg føler imidlertid, at aktien nu er så billig, og at åbningen for ændrede ejerforhold er så positiv en nyhed, at det måske kunne være værd at foretage en begrænset satsning, og så simpelthen lukke øjnene for kursudviklingen i de næste 2-3 år. Også fordi det nok er en aktie, som er relativt svær at time præcist.
Hilsen Stump / Lars Hansen
|
-
MedicoInvestor.com