Hvad sker der, når en Wall Street-matador møder en smart gadesvindler? Find ud af det i komedieklassikeren, der var med til at
starte karrieren for to Hollywood-superstjerner - Eddie Murphy og Jamie Lee Curtis.
Fra den anerkendte instruktør John Landis kommer historien om en ludfattig svindler (Eddie Murphy), der bytter livsstil med
en velbeslået investor (Dan Aykroyd). To rige kanoner (Don Ameche og Ralph Bellamy) starter lavinen med et skørt væddemål, og
derfra bliver komedien rigere for hvert minut!
Filmen fra 1983 hører til en af de mere veldrejede og seriøse komedier, hvor også udenforstående uden den store indsigt i
finansverdenen, kan føle sig særdeles godt underholdt igennem næsten 2 timer, og dog alligevel få et lille indblik i
de enorme formuer som bl.a. kan skabes via futureshandel med råvarer.
Filmen findes på DVD i flere forskellige udgaver, spændende fra discount-udgaven "Bossen og bumsen" med dansk titel
og danske undertekster til en opdateret "Looking Good, Feeling Good" Blu-ray edition, foreløbigt dog uden danske undertekster.
Hvis man vil have det hele med, og kan nøjes med lidt lavere billed-opløsning på alm. DVD, findes også en special
"2-DISC MONEY EDITION" på dobbelt-DVD med danske undertekster.
Dobbelt-DVD udgaven har bl.a. følgende ekstramateriale:
* Insider Trading - The Making of Trading Places
* Trading Stories
* The Trade in Trading Places
* Deleted Scenes
Lawrence Garfield (Danny DeVito), også kaldet Likvidator-Larry, lever særdeles godt af at købe ældre, ustabile selskaber for
derefter at sælge dem i mindre bidder. Det at tjene penge er for Larry et spil og benytter som sit livsmotto:
"Who ever has the most when he dies, Wins". På festlig vis forhandler, konspirerer, smigrer, og overtaler Larry som en anden
Kurt Thorsen sine omgivelser, når han vil nå sine mål.
Larry er aldrig stødt på et gældfrit selskab han ikke har ønsket at
fortære. Han støder dog på uventet modstand, da han skal til at sluge det gamle og traditionsrige New England Wire & Cable
(en amerikansk pendant til NKT, red.). Firmaets patriark og søn af grundlæggeren, Andrew Jorgenson (Gregory Peck) har været en
fighter hele sit lange liv. Og for at beskytte sig mod overtagelse, hyrer han den helikopterflyvende Manhattan-advokat,
Kate Sullivan (Penelope Ann Miller) hvis stil og list er så absolut på højde med Larrys.
Er alt et spørgsmål om forhandlinger? Hvem er vigtigst, medarbejderne eller aktionærerne? Kan hvem som helst blive forført af
"Andre folks penge"? Er penge vigtigere end kærlighed?
Disse og en række andre spørgsmål besvares med tilskueren som dommer i Warner Bros komedien fra 1991.
Filmen læner sig en smule op af den originale Wall Street fra 1987, og kan vel kaldes en light-comedy udgave af samme film.
Tilskueren får et lille indblik i hvilke muligheder der kan ligge i kriseramte selskaber med undervurderede aktiver, og vi får
bogstavligt talt et skoleeksempel op på på tavlen med "Larry the Liquidator" som kridtfører. Det er ganske underholdende, og
man har svært ved ikke at drage paralleller til vores egen Kurt Thorsen, når man ser Danny DeVito folde sig ud
som charmerende fuldblods-spekulant i en af sine glansroller.
Laurel Ayres (Whoopi Goldberg) er en talentfuld børsmægler som gang på gang må se sin nærmeste mandlige kollega Frank Peterson
(Tim Daly) tage æren for
hendes gode idéer, grundige arbejde og succesfulde handler, men desværre kan hun ikke blive forfremmet, fordi hun er
sort afro-amerikansk kvinde og bosserne forstokkede hvide gamle mænd.
Da den nedladende, glatte og egotrippende Frank en dag bliver forfremmet til Laurel Ayres chef, går Laurel i vrede og i stedet laver hun med den
ligeledes underkuede sektretær Sally Dugan
(Dianne Wiest) sit eget børsmæglerfirma,
men succesen kommer først, da Laurel i en presset situation og med tilfældig inspiration fra whiskymærket Cutty Sark opfinder
den mandlige partner Robert S. Cutty.
Nu vil alle pludselig gerne gøre forretninger,
men Laurel får selvfølgelig et stort problem, da hele Wall Street vil møde Cutty.
Laurel må klæde sig ud som mand i et mix af en
Marlon Brandon og Thomas Jefferson lignende skikkelse, det kommer der i filmen mange forviklinger ud af, og det viser sig i sidste
ende måske ikke at være en så god idé endda.
Filmen er i den lettere underholdningsboldgade, men dog med enkelte og lettere overdrevne referencer til hvad der foregår i den virkelige finansverden,
herunder i særdeleshed en udpensling af de stærkt firkantede kønsrollemønstre i samme verden, som er filmens hovedtema.
Som et pudsigt kuriosum medvirker også virkelighedens ejendomsmagnat og mangemilliardær Donald Trump som sig selv i en ganske
kort scene i filmen fra 1996.
Charlie Sheen som spillede Bud Fox i Oliver Stones 1987-klassiker er i 2001-udgave tilbage, denne gang i
skikkelse af den succesfulde børsmægler Ryan Edward Turner.
Ryans kurve er opadgående og han er tæt på at blive partner i børsmæglerfirmaet hvor han er ansat – lige indtil en af hans tvivlsomme transaktioner
løber løbsk. Totalt bankerot søger han trøst hos sin veninde, Cindy (Denise Richards) - en overfladisk og kynisk brevkasseredaktør. Da det går
op for hende, at gulddrengen nu er helt almindelig fattigrøv, kan man ikke se hendes velformede numse for bare skosåler – hun
skrider!
Ludfattig og uden job forsøger Ryan sig i branchen igen, men bliver afvist gang på gang. Så er det at telefonen
ringer. Det er Cindys chef, Page (Angie Harmon). Hun mangler dagens artikel til ”Spørg Cindy”. Hvorfor ikke? tænker Ryan og kreerer et indlæg.
I Cindys navn... Pludselig er den fallerede børsspekulant i høj kurs i afdelingen for hjemmegående husmødre og knuste hjerter.
Alle spørger: Hvem er denne altvidende og følsomme Cindy? Det må de for ind i helvede aldrig opdage!
Der er i filmen et par enkelte referencer til den originale Wall Street fra 1987, bl.a. siger Ryan i en sekvens
i slutningen af filmen, hvor han beder sit gamle mæglerfirma om at shorte en aktie heftigt: "Trust me... I used to be good at this."
I filmen får vi også et indblik i elementer som insiderhandel, utroskab, identitetstyveri, falske tips og grådighed.
Det gennemgående soundtrack lader også til delvist at være inspireret af det originale fra Wall Street-filmen.
Alt i alt en komedie i den
noget lette genre, som forventelig dog ikke når originalen fra 1987 til sokkeholderne.
Uden ansvar. Køb, salg eller hold af værdipapirer baseret på oplysninger fra Spekulant.dk
sker på investors eget ansvar. Spekulant.dk kan ikkes garantere at alle oplysninger
er korrekte.